Asperger og kærlighed er hårdt! Nogle mennesker forstår ikke, hvorfor det er så hårdt, at være i et kærlighedsforhold med en asperger.
Men det helt særlige er eksempelvis det spændingsfelt, som vi lever i. Spændingsfeltet er lige dér mellem vores følelser og vores gode forstand. Asperger og kærlighed er fyldt med dybe bakkedale men også fantastiske bjergtoppe.
De to sider repræsenterer hver naturlige og instinktive ressourcer i os. Men når de bliver hinandens modsætninger, udgør de en dødelig cocktail for vores trivsel.
- På den ene side ændrer vi os på os selv løbende, på grund af en følelsesmæssig længsel efter at blive værdsat og elsket af vores partner. Vi higer efter de små momenter af nærhed, som bringer os lykke.
- På den anden side ved vi, med vores fornuft, at vores partner ikke på nogen måde er bevidst om hvordan hans adfærd umuliggør vores sunde trivsel. Han er god som dagen er lang og kan ikke bebrejdes.
Vi er derfor fanget i, at ændre os for at opnå nærhed og kærlighedsfølelsen samtidig med, at vi kun kan lægge ansvaret for denne smertelige udvikling (eller afvikling) over på os selv.
Asperger og kærlighed slider os op, hvis vi ikke er bevidste om dets magt og kompleksitet.
Hvordan retfærdiggør vi dette reducerende stykke arbejde? Man må jo undre sig over, at vi sætter os selv i denne situation?
Vi ved helt instinktivt, at vores partner har et hjerte af guld. Og vi ved, at hans begrænsninger er usynlige for ham. Og at det er usynligt for ham, hvilken betydning hans begrænsninger har for vores mulige trivsel. Det er ikke et bevidst valg fra hans side, at vores samliv foregår på de præmisser, som de gør.
Vi oplever desuden, at han er en vældig følsom mand, hvis hjerte er så skrøbeligt. Hjertet har sandsynligvis fået en masse knubs og dårlige erfaringer med på vejen, så vores hjerte bløder for hans. Og da vi oplever, at hans sårbarhed er koblet sammen med en sjælden naivitet, er det umuligt for os at forlade ham. Vi føler os kaldet på at passe på denne unikke, følsomme og helt igennem hjertegode mand. Vi ved, at vi har ressourcer nok og at vi kan skærme ham og dermed sikre, at han kommer godt igennem livet. Vi vil så gerne hjælpe med at udfolde og styrke ham, så han kan gå mere solidt på denne jord.
Men det koster for os. For ved at anerkende en aspergers særlige og enestående position i livet, udfoldes kompleksiteten for kærlighedens muligheder.
Vi længes efter at have værdi i kraft, af den vi er og den betydning, som vi har for andre.
Vi har alle brug for at blive elsket, som den vi er, – med både de dejlige og nemme sider vi rummer og med de mindre smukke og irriterende sider. Ved at vise en vis forståelse og rummelighed over de mindre flatterende sider, oplever vi at være elsket, for den vi er. Tegn på dette er, at hvis vi kommer til at slippe en tudse ud i en presset situation, skaber det ikke kaos. Det kan også være, at når vi mister fodfæstet for en stund og ikke orker at rydde op, ordne vasketøj, så har vores partner vores ryg. Det har han, da han accepterer os som menneskelige. Vi har alle brug for at opleve, at vi er elsket, som den vi er, da det validerer os som menneske.
Asperger og kærlighed har et andet sprog. Vi ved, at det som almindeligvis er tegn på, at vi er elsket, ikke fungerer sådan i vores forhold. Hvis vi er presset, har vores partner ikke vores ryg men kommer istedet til at bidrage til presset. Hvis vi slipper en tudse ud i form af en skarp tone eller måske et bandeord mod ham, så er der kontant afrgening på fortalelsen med det samme, gennem vrede eller total tavshed.
Og selvom vi ved, at det mere handler om hans evner til at håndtere pressethed end at vi er urimelige, gør det ondt helt ind i sjælen alligevel. For vi menneskelige og vi fungerer ud fra nærhedsprincippet, hvor vi søger efter at blive ’set’ og dermed anerkendt. Vi søger efter at mærke, at vores partner elsker os og vi så gerne have, at han viser sin glæde over os. Det kan vi ikke lade være med at navigere efter. Derfor begynder vi i det små at tilpasse os, selvom vi ved at det er usundt. Vi håber eksempelvis, at hvis vi ikke presser på med, at han skal hjælpe til med de praktiske ting, som vi ved, at han bliver irriteret over, så vil hans øjne lyse af glæde. Eller hvis vi undgår impulsive tiltag, da vi ved, at han bliver vred, hvis noget uventet opstår, så vil han måske være mere afslappet og nærværende over for os.
I de helt små handlinger bøjer vi os hen i mod ham og strækker os i den retning, som vi instinktivt mener er befordrende, for at opnå momenter af hans kærlighed. Derved ofrer vi små bidder af os selv i håbet om følelsen af hans kærlighed. Herregud, vi kan da altid strække os lidt længere, give lidt mere og larme mindre. Bare for den unikke stund, hvor alt flasker sig og vi kan mærke hans hjerte.
Vi gør det af os selv. Vores partner beder ikke om det.
Men vi ved, at vi er nødt til at ændre på os selv, for at leve med ham. Og ved at ændre på os selv, usynliggør vi samtidig hans særheder og begrænsninger. Og så bliver det nemmere for alle andre at holde os ud.
Derfor bliver feltet mellem følelserne og vores gode forstand sprængfarligt
Så på den ene side bider vi selv en arm, et øre, en fod af os selv, i håbet om at vores tilpasning vil give os momenter med hans kærlighed og på den anden side, kan vi ikke stille ham til regnskab eller forhandle om rimeligheden i forholdets udvikling, da han er uvidende om kompleksiteten.
Vi arbejder hele tiden for at sikre hans ja, for hans nej er svært at leve med.
Pilen peger kun i en retning, og det er mod os selv. Og hvis der er noget som er destruktivt for os mennesker, så er det, når vi er bødler mod os selv. Når vi krænker os selv. Når det er os selv som reducerer vores værd. Når vi selv yder smerte og vold mod vores integritet.
For når det er os selv, kan vi ikke skrige eller råbe af andre og få luft. Vi kan ikke ruske nogen og sige, at nu holder de fandeme op.
Hvis ikke vi er bevidste om den umulige situation vi er i, løber det afsted med os og vi ødelægger os selv.
Hvis du oplever dig fanget i dette spændingsfelt, kan du besøge reaktionen for gode ideer eller kontakte mig for rådgivning her
Få aktuelle nyheder om bøger og events, samt brugbare case-storys, som kan give dig nye muligheder i dit parforhold. Tilmeld dig mit nyhedsbrev