Hvordan genfinder jeg min autenticitet?
Når man lever i et autismerelateret parforhold, er der nogle vilkår, som arbejder mod, at man som partner kan være autentisk. Derfor er det på en måde dilemmafyldt at være i forholdet, for man vil gang på gang blive konfronteret med spørgsmålet: skal jeg reagere autentisk eller gemme mig selv væk og være strategisk?
Der går sandsynligvis ikke en dag, uden at du bliver konfronteret med dilemmaet og føler at du bliver spændt ud mellem de 2 poler, – dig selv eller den gode stemning. Du vælger sikkert den pol, der afmonterer en konflikt, – at være strategisk.
Jo mere du fravælger det autentiske, jo mere forsvinder du fra dig selv. Du bliver hul og mister livsglæden.
Når vi indgår i et parforhold, ved vi, at der skal slibes kanter af.
Vi kan ikke bare gøre som vi plejer og vi må finde en måde at bibeholde os selv, samtidig med at vi former os efter den anden.
Men pludselig er der gået en del år og du opdager, at du er nødt til at give afkald på dig selv, hvis du skal forme dig med din partner. Det meste er på hans betingelser.
- Det kan være noget basalt som at give afkald på kys og kærtegn, da din partner ikke bryder sig om det eller afkoder intimitet som noget seksuelt og dermed fjerner din mulighed for blot at søge fysisk betryggelse hos ham. Det kunne du måske håndtere, men den manglende snak om det samt fraværet af forståelse for dit afsavn er det som tærer på din selvfølelse.
- Det kan være situationer som at skulle være på forkant med familiens drift ud fra din partners formåen og betingelser og aldrig ud fra hvad du selv har lyst til eller behov for. Det er et vilkår for mange familier, men den umulige snak om det samt ingen forståelse for tyngden af ansvaret på dine skuldre, og slider på din energi.
- Det kan også være i samtaler, hvor du har lært at censurere dig selv og efterhånden kun har samtalen på din partners præmisser. Da det er meningsfuldt at kunne samtale med sin partner, sikrer du at det sker, mens du kvæler dine ord og spørgsmål.
Jamen, hvorfor går du så ikke bare fra manden?
Det er her dilemmaet opstår. Du elsker ham jo og har opbygget et liv sammen med ham hvor, når du er strategisk, har et godt liv sammen som er meningsfuldt.
Men det fjerner ikke ulykkeligheden i, at det koster din autenticitet.
Hvordan er det muligt at finde en balance?
Som i alle dilemmaer er der ikke et entydigt og klart svar.
Det handler om at finde de sprækker og muligheder, hvor man kan finde fleksibilitet hos sin partner. Det handler om at facilitere et hjemmemiljø, hvor forskellighed er ok og ufarligt.
Det handler om at finde tid til egenomsorg.
Det handler om at kende sig selv vældigt godt, – kende sine fælder, behov og styrker.
Kontakt mig for at få hjælp til at mestre dit dilemma fyldte parforhold her
Kom med på min nyhedsliste og læs flere blog her