Autister har maskering, men hvad har vi?

I de senere år er begrebet maskering blevet anerkendt som den proces, hvor autister bevidst eller ubevidst skjuler eller nedtoner autistiske træk for bedre at kunne fungere i en neurotypisk verden. Mange autister fortæller om den enorme energi, det kræver konstant at aflæse omgivelserne, tilpasse sig sociale normer og forsøge at passe ind.

Det giver god mening, at vi har fået et ord for dette fænomen. Når noget er belastende og har betydning for menneskers trivsel, bliver det lettere at forstå og tale om, når vi har et fælles sprog for det.

Men når jeg sidder med kvinder, der gennem mange år har levet med en partner på spektret, opstår et spørgsmål hos mig: Hvad kalder vi egentlig vores arbejde i hjemmet?

For vi arbejder hårdt!

Vi lærer at vælge vores ord med omhu.

Vi lærer, hvilke emner der sjældent fører noget godt med sig.

Vi lærer at regulere vores spontanitet.

Vi lærer at bære skuffelser alene.

Vi lærer at lade bestemte behov blive i vores indre rum.

Ikke nødvendigvis fordi vores partner kræver det, men fordi relationen over tid har lært os, at det er den mest hensigtsmæssige måde at skabe ro, sammenhæng og færre konflikter på i hjemmet.

Så længe vi ikke kan benævne det, gælder det ikke.

Jeg synes, vi mangler et ord for vores arbejde. Autisten kan sige, at det har været en hård arbejdsuge, fordi han har maskeret en masse. Derfor får han alenetid i weekenden og kan restituere.

Men hvad siger kvinden, som har været sammen med ham hele påsken og knoklet usynligt, for at de kunne komme igennem påsken med smil og god stemning? Får hun en weekend fri bagefter?

Nej, for hun har ikke noget begreb for det arbejde hun har gjort.

Mit forslag er: overjustering.

At justere sig er en naturlig del af alle relationer. Vi tager hensyn, finder kompromiser og finder fælles veje. Men nogle gange bliver justeringen til overjustering. Det sker, når justeringen retter sig både mod vores indre, mod vores partner og dem, der er i hans nærhed.

Vi justerer ned for os selv eller op for vores energi, alt efter hvad vi vurderer der skal til for at holde på den gode stemning. Vi justerer stemningen omkring vores partner ved at booste hans energi eller vi stryger ham med hårene, alt efter hvad der skal til, så aftenen bliver god. Vi justerer ungerne, så de ikke irriterer deres far, men husker hans regler og på den måde sikrer, at det er den glade far, de oplever.

Ligesom maskering kan overjustering betyde, at spontaniteten langsomt bliver sat på standby. Vi er hele tiden optaget af andres behov, stemninger og grænser, og langsomt mister vi kontakten til vores egen kerne.

Selvfølgelig har du brug for restitution, det er klart!

Vi skal derhen, hvor vi med træt stemme kan sige højt, at nu har vi overjusteret hele påsken og er derfor temmelig flade og så blive mødt med forståelse. Tænk, hvis det var acceptabelt, at vi tog noget egen tid, hvor vi kan genfinde vores egen stemme, mærke vores egne følelser og ikke mindst, genfinde vores humør, når vi havde overjusteret i en uge.

Jeg ved at, det ikke lige er om hjørnet, at vores arbejde vil blive anerkendt, men vi kan i hvert fald begynde at tale højt om det og håbe, at det breder sig.💚