Asperger som voksne mænd også kan have

Dette er historien om voksne mænd med asperger.

Det kunne være Torben som denne historie handler om, en asperger som var i et parforhold, som ikke bragte glæde eller trivsel.

Voksne mænd som er asperger findes i mange variationer. Ligesom alle andre voksne mænd.

Men fælles for voksne mænd med asperger er, at de har en anderledeshed i deres personlighedsstruktur, som har betydning for dem de stifter familie med.

Dette er en historie om et parforhold, hvor autisme har fyldt på en svær måde i mange år. Desværre er uvidenhed og uheldige strategier medvirkende til at begge parter bliver presset og den værste udgave af dem selv. Læs her historien om Kirsten og Torben.

Kirsten er 66 og er gift med Torben, som lige er fyldt 65. Torben er stadig vældig erhvervsaktiv og Kirsten er gået på efterløn, da hun følte sig slidt. De lever for det meste adskilt, da Kirsten bor i deres sommerhus i Rørvig store dele af sommeren og Torben bor i deres lejlighed i Hvidovre. Så længe Torben arbejder virker det meningsfuldt, at han bor i Hvidovre, for så kan han komme til og fra arbejde nemt. Og hvorfor skulle Kirsten ikke nyde livet i smukke Rørvig, nu hvor hun ikke længere skal op og af sted hver dag?

De har børnene Emma og Alex, som begge ryster på hovedet af forældrenes måde at leve på. Men de forstår godt det praktiske i arrangementet, for mor nyder jo haven og naturen i Rørvig og far har da nemmere til arbejde fra Hvidovre.

Ud ad til virker det som en rigtig god løsning og at de er et privilegeret par, som kan tage det bedste ved livet og nyde friheden.

Ingen ved, at de lever adskilt, fordi de faktisk altid har levet adskilt. Før levede de hvert sit liv under samme tag, nu lever de hver sit liv med hver sin bopæl.

Når Kirsten sidder dér i sommerhuset i Rørvig, er hun bange for, at hun har mistet grebet om sig selv og sit liv. Hun er bange for, at livet med Torben gennem årene, har ødelagt hendes gode forstand. Hun har dårligt hjerte og udiagnosticeret PTSD, og lægen påpegede flere gange for en 10 år siden, at hun levede med al for stor psykisk pres og stress. Nu har hun sin hjertemedicin og roen i Rørvig, som sikrer at hun fungerer rimeligt fint.

Samtidig føler hun en stor skyld over sine beskyldninger, for Torben er en god mand. Og hun ved, at han også led under det kaos, der opstod i hjemmet en gang i mellem, når det hele ramlede. Når de en gang i mellem ses nu, kan hun se at han heller ikke virker frisk, som andre mænd på hans alder og det gør hende ondt.

Gennem årene har Kirsten gradvis oplevet, at den person hun var i starten af forholdet med Torben, er forsvundet bid for bid. I stedet for den kreative, livlige, spontane og positive Kirsten, er der dukket en personlighed frem, som hun knap kan kende. En påpasselig, afdæmpet, årvågen, selvudslettet og bange person, som slet ikke ligner den Kirsten, som hun kendte før. Når telefonen eksempelvis ringer, får hun hjertebanken og fumler med tasterne. Når hun er sammen med børnene passer hun på med ikke at fylde for meget i rummet med sine spørgsmål og snak. Hun prøver hele tiden at være sig selv men i en tilpasset udgave. Og hun hader det.

Som hun sidder der i sofaen føler hun sig ensom og glemt. Hun har isoleret sig, for hun kan ikke længere dele ærligt med sine veninder eller familie, hvordan livet er for hende. Hun oplever, at andre gennem tiderne har taget afstand til hende og at de har misforstået hende, når hun prøvede at dele med dem, hvordan Torben tyranniserede i hjemmet.

Så hun stoppede med at fortælle noget særligt, – til nogen som helst. Så ingen ved, hvordan hun egentlig har det og ingen virker som om, at de er interesseret i at vide det.

Kirsten forstår ikke hvad der skete og hvor årene er blevet af.

Da hun mødte Torben, var hun ledende lægesekretær med flere ansvarsområder og spændende opgaver som hun engageret kastede sig over. Hun deltog i konferencer, var lægedirektørens højre hånd og gjorde en stor forskel på administrationsgangen ved at organiserede flere implementeringsforløb med succes. Hun elskede sit arbejde og vidste, at hun var god til det.

Da Kirsten blev gravid, stod det hende klart, at Torben på ingen måde var gearet til ændringen fra to til tre i deres lille lejlighed. Han havde slet ikke interessen i eller evnen til at begribe et spædbarns liv, så Kirsten måtte træffe et valget mellem børn eller karriere.

Hun valgte helt egoistisk at få de børn hun ønskede sig og forlod sin karriere for at tage sig af dem og skabe det familieliv hun ønskede sig. Torben trak på skuldrene og gik bare på arbejde og koncentrerede sig som sin karriere inden for skatteret.

Nu 28 år er børnene fløjet fra reden og lever deres eget liv. Torben lever stadig sit eget liv. Så Kirsten er begyndt at spekulere på, hvad hendes liv mon indeholder nu?

Hun tænker nogle gange tilbage til dengang, hvor hun var fuld af liv, kreativitet og pep. Hvor blev hun af? Og er det muligt at genfinde sit gamle jeg efter så mange år? Små 30 år, hvor hun har overlevet i et forhold, hvor intet var normalt, ændrer ens personlighed.

Hvordan kan det være, at Kirsten ændrede sig?

Voksne mænd med asperger er ikke voldsomme eller har store udfald, som skader deres partner. Det er de små og gradvise relations-forvridninger, som gør skade hos partneren. Ændringen af Kirsten skete således gradvis, og var ikke et bevidst valg fra hendes side. Det var bare et lille sandkorn af gangen, som blev flyttet i sandbunken. Hver gang Kirsten ikke blev anerkendt som det ligeværdige, kærlige, rationelle, intelligente og imødekommende menneske hun var, blev et sandkorn flyttet hen til den anden personlighedsbunke. Et af gangen gennem et helt liv, giver en stor bunke smertefulde sandkorn.

Kirstens er gift med Torben og derfor er Torben naturligvis den, som hun i de første mange år, vendte sig til, når hun søgte anerkendelse for sine intentioner. Når hun ville dele en oplevelse med Torben, som eksempelvis en kærlighedsforbindelse til Emma, – se, hvor sød Emma er når hun sover, – ville Torben svare noget med, at det i hvert fald var rart, at der var ro i huset, når Emma sov. På den måde blev Kirsten invitationer til at lade Torben anerkende, at det hun bliver glad over, det forstår han godt. Men han ser anderledes på livet og derfor svarer han i øst, når hun spørger i vest.

Da han ikke kunne give hende anerkendelse, begyndte hun at ændre sig, i håbet om, at Torben så ville anerkende den nye og mere afdæmpede Kirsten. Måske ville han bedre kunne lide og dermed ville anerkende den Kirsten, som tog mere hensyn? Eller den Kirsten, som ikke brokkede sig? Eller hvad med den Kirsten, som ikke sang højt og aldrig larmede, vil Torben mon anderkende hende?

Det er vældigt smertefuldt, når dén vi elsker IKKE er i stand til at anerkende os, som det menneske vi er med al det smukke og alt det bøvlede. Så da Kirsten endelig en dag erkender, at Torben aldrig vil være i stand til at forholde sig til hende med anerkendelse, mister hun troen på, at de nogensinde vil blive elskede.

Og hun mister troen på, at hun nogensinde kan få sit liv tilbage, for hun er fanget i deres smertefulde relation. Men kun i glimt. For da hun jo skulle leve med Torben, måtte hun tro på, at det på en måde var meningsfuldt alligevel.

Lige indtil hun igen, opdager, hvor adskilt de lever og altid har levet.

Er Torben så glad nu?

Er Torben mon glad nu, hvor den livfulde og spontane Kirsten er ændret, glemt og forsvundet?

Torben blev tiltrukket af den Kirsten, som var intelligent, social og overskudsagtig. Den Kirsten som sagde pyt til mange af de små bump, der var på vejen og virkede som om, at hun kunne klare alt med sit smukke smil.

Men det var svært for Torben at leve med en person, som havde alle disse ’larmende’ kvaliteter. Da de datede og kun sås i weekender, var det fint, for da kunne Torben bruge hverdagen på at restituere. Men at leve sammen med Kirsten var en helt anden sag. Torben havde brug for rammer og struktur for at begå sig nogenlunde skadesfri i verden. Derfor var det for eksempel svært for ham, for han aldrig vidste, hvornår Kirsten kom hjem fra arbejde og hvem der stod for madlavningen. Kirsten var nogle gange tidligt hjemme og andre dage valgte hun lige at tage nogle ekstra timer på kontoret. Eller pludselig fik hun den idé, at når hun alligevel var i Stuttgart til noget konference, at invitere ham til at komme til Stuttgart, så de hen over weekenden kunne bruge dage og udforske byen.

Torben hadede, at Kirsten satte ham i sådanne irriterende situationer med sin manglende seriøsitet og idé om, at livet bare var en leg. Hvorfor skulle han absolut involveres i hendes rejseaktivitet?

Så han var ofte kort for hovedet, når Kirsten var i dét humør, så hun kunne forstå, at hun skulle stoppe med at inddrage ham hele tiden. Heldigvis fandt Kirsten ud af, at det var bedre bare at komme lige hjem efter arbejdsture rundt i Europas hovedstæder.

Og han var irriteret over, at hun altid fik det til at virke som om, at det var ham som var sur og sagde nej. Alle hendes ideer, som hun bare kastede op uden tanke for, at det kunne lade sig gøre og så blev hun sur, når han sagde nej og fik ham til at føle sig som en sur gammel mand. Det var simpelthen ikke retfærdigt.

Torbens hang til rutiner og hans argumenteren for, at lade rutiner bestå, fik betydning for Kirsten mulighed for at udleve sin spontanitet. Når forslag og ideer bliver mødt med hovedrysten og nej, prøver man at tilpasse sine kreative indslag, så de kan komme igennem i det små. Som at tilføje lidt kruspersille på kartoflerne, selvom Torben ryster på hovedet af det der grønne stads.

Hans angst for at gøre noget forkert formindsker Kirstens muligheder for at sprede sine vinger.

Torben er ikke ude på at manipulere eller tyrannisere Kirsten. Men hendes måde at være i verden på, truer hele hans omhyggelige stillads for, hvordan man lever. Han kan ikke risikere, at lade det ramle.

Og hvorfor blev Kirsten hos Torben?

Kirsten faldt for den stabile og kloge mand, som tilsyneladende rummede en masse dybde og ikke mindst et godt hjerte. Men Torbens stabilitet blev hurtigt til en fodlænke for hende. Stabiliteten blev nemlig til rigiditet. Hun indså efterhånden, at de var nødt til at følge Torbens tempo, for at hans verden ikke gik i stykker. Spontane ture eller sjove indfald skulle planlægges eller skjules. Børnenes legeaftaler var derfor mest i andres hjem.

Torbens meget kloge hjerne blev med tiden til belastning for Kirsten, for han brugte den til at argumentere længe og omstændigt mod alle de forslag som Kirsten kom med. Alt kunne han argumentere i sænk og Kirsten følte med tiden, at hendes ellers udemærkede hjerne blev transformeret til en klæbrig masse. Pludselig kunne hun ikke finde hoved eller hale i, hvorfor hun gerne ville prøve at vinterbade eller købe økologisk mælk.

Torbens evne til at fokusere, blev også til en belastning, for han forsvandt ind i sit arbejde eller sin interesse, – racercykler, og efterlod hende og børnene igen og igen. Hun undede ham gerne tid med cyklen eller, at han fik noget arbejde fra hånden men han hørte aldrig lige, om det var ok at han cyklede sig en tur. Han meddelte bare, at han cyklede sig en lang tur.

Det var meningsfuldt at leve med Torben, så børnene kunne vokse op i en familie. Og hvordan skulle hun kunne klare at være alene med børnene? Nej, så hellere få det til at fungere. De havde et liv med alle de fornødenheder hun kunne ønske sig. Og Torben var faktisk en god og følsom mand. Ofte havde hun undret sig over, den indignation han følte, når nogen forsøgte at snyde staten. Han havde et stort hjerte, – måske var det for stort, havde hun tænkt et par gange.

Deres liv var ok og det fungerede stort set efterhånden.

Og ikke mindst i sengen fungerede det. Her havde Torben i den grad brug for Kirsten. Heldigvis var han vældig potent og krævede sex 2 gange om ugen af sin kone. Når det var tid, så Torben pludselig Kirsten og en let og kærlig stemning fyldte rummet og rev Kirsten ud af hverdagens problemer. Torben var en fantastisk dejlig mand og Kirsten nød at se hans mandige krop arbejde med hendes kurvede og bløde krop. I disse stunder var hun i himlen. Når de havde haft sex, lå de altid flettet sammen og så fjernsyn. Det var her Torben kunne koble helt af fra skatteret og Kirsten oplevede, hvordan hun havde en berettigelse i hans liv.

Hvordan ”mors dag” kan ændre familiens dynamik.

Et eksempel på, hvordan små bump på vejen med Torben ændrede livsvilkårene for Kirsten, kunne være begrebet ”mors dag”. Kirsten vidste, at de fleste fejrede ”mors dag”, for børn plejer at være glade for at få en lejlighed, til at skrive et lille brev eller tegne en tegning. Men Torben mente det var det rene galimatias og spild af folks penge. Kirsten foreslog derfor Torben, at hun selv købte en buket blomster, selv dækkede morgenbordet og sørgede for, at køleskabet var fuld af morgenmad. Det eneste Torben skulle gøre, var at deltage og hjælpe Emma og Alex med at sætte frem. Torbens respons var som altid, når Kirsten overtrådte hans grænser for, hvad han fandt behageligt, – han ignorerede hende. Lod som om han ikke hørte hende og vendte blikket mod skatteretbøgerne igen.

Kirsten vidste, at hvis hun insisterede på at drøfte det med ham, ville han hidse sig op og begyndte sin tale om, hvordan industrien ødelægger familier og hvordan hun som et voksent menneske burde kunne sætte sig over noget så latterligt. At hun burde kunne finde værdien i sig selv og ikke have brug for, at små børn skulle hylde hende osv. osv. Han ville sige, at han var træt af at skulle trækkes med hendes meningsløse indfald, som gang på gang viste, hvor uselvstændig og ureflekteret hun var.

Ihh, hun kendte turen og sådan en trirade gjorde hende altid ked af det. Og hun følte sig misforstået og afvist i sådan en grad, at hun slet ikke kunne finde noget fornuftigt at sige tilbage til ham. Hun kunne slet ikke forklare sin intention og han virkede heller ikke interesseret i at lytte på hendes version.

Torben mente altså ikke, at ”Mors dag” var noget at fejre, da det var kommercielt. Men da børnene blev lidt større, ville Kirsten gerne give dem muligheden for at ’fejre’ hende. Torben nægtede stadig at deltage i noget så latterligt. Han ville ikke hjælpe Emma og Alex med at tegne kort og købe en lille gave til hende.

Da Kirsten en aften stille og roligt prøvede at forklare ham, at det var noget hun ville værdsætte, at han var behjælpelig med og at det gjorde hende ked af, at han ikke ville være med til at fejre hende, sagde han, at han da ikke ville gøre hende ked af det. Men det blev jo Kirsten alligevel. Når Torben ikke erkendte, at hans handling gjorde hende ked af det, blev Kirsten usikker på, om hun egentlig var berettiget til at være ked af det. Hun tvivlede på egne reaktioner og prøvede at tale sine følelser til rette, så de ikke forstyrrede igen en anden gang.

Kirsten gav ikke op. Hun hjalp børnene med at lave kort til fars dag, så de kunne være med til at fejre og glæde Torben. Torben var stadig ligeglad og trak på skuldrene. Men for Kirsten var det vigtigt, at de holdt fast i en form for normalitet. Så hun fortsatte og med tiden lærte Torben at smile og spille med.

Men der blev stadig ikke fejret mors dag i hjemmet i Hvidovre.

Emma og Alex voksede op og lærte om familiedynamik, fra de små situationer, som skete i hjemmet. Igen, det er ikke de voldsomme hændelser, som sætter spor hos Emma og Alex. Det er de små hændelser og normer, som sætter præg på deres forståelse af familiens liv. De forstod hurtigt, at mor var den som havde styr på hjemmet og den, man skulle henvende sig til med de små ting. Hun puttede og kyssede godnat. Hun smurte madpakker og hun lagde tøj frem. Hun var med, den dag man fik studenterhuen på og stod med tårer i øjnene af bar stolthed. Men mor var også den, som aldrig sagde fra over for far. Hun bad aldrig om hans hjælp men listede rundt og gjorde alt selv.

Mor var også altid den, som var bekymret og bange for alting. Hun tjekkede at cykellygterne duede og formanede, at de SKULLE bruges, når lygtepælene tændtes. Også selvom man næsten var hjemme. Hun fulgte med hen til fødselsdagen og stod vinkende når man gik ind, selvom alle andre forældre var stoppet med at følge deres barn på vej for mange år siden. Hun var inde over skolearbejdet og sørgede for, at naboen hjalp, hvis man haltede lidt bagud i biologi.

Far regnede med, at børnene kunne klare det de mødte af modstand på deres vej. Han var sikker på, at alt nok skulle gå. Han var ikke bekymret for, at man ikke kunne finde hjem fra Fredriks fødselsdagsfest. Han stolede på, at man kunne klare det man skulle.

Emma og Alex voksede op med en oplevelse af, at i familier er mor er den, som klarer alt men som vi ikke fejrer, roser eller anerkender. Hun er den praktisk gris, som altid bekymrer sig om alt muligt og sætter grænser, – bare ikke for sig selv.

Far tjener pengene og har et vigtigt job. Han beder ikke om så meget, bare at der er ro og orden i hjemmet. Han er af vældig betydning, for han bestemmer stemningen og har pengene.

Da børnene ved at være store, opdagede Kirsten, hvad der sandsynligt var på spil i deres familie. Torben var asperger.

Kirsten opdagede det en dag, hvor hun sad og søgte rundt på nettet for at finde svar på, hvorfor kærlighedslivet havde så trange kår hos dem, trods den store kærlighed hun følte til Torben. Hvorfor søgte Torben hende kun, når han skulle have sex? Hvorfor fik hun ikke et farvelkys, når han gik. Hvorfor talte de aldrig sammen om, hvad hun havde oplevet eller glædede sig til?

Hun kom tilfældigvis ind på en side, hvor hun læste om alt det svære ved parforholdet, hvis man var i forhold med en asperger. Kirsten blev ramt af en mavepuster af alle de fortællinger hun læste, der beskrev forhold der lignede hende og Torbens. De næste par dage blev siden hendes faste tilholdssted og hun slugte hvert et ord mens alle situationer, hun ellers havde grublet over, pludseligt gav mening og hun græd i flere timer.

Men hvad nu. Kirsten kunne ikke konfrontere Torben med den viden hun havde fået. Torben var ikke typen, som ville være nysgerrig, hvis hun åbnede for den snak! Så Kirsten levede videre. Nu med en hemmelighed.

Som årene gik, blev hun mere og mere sikker i sin sag om, at Torben var asperger og hun spekulerede på, om hun skulle fortælle børnene det. Havde de ikke krav på at vide, hvorfor deres far var som han var? Og det var jo arveligt, så børnene skulle vide, at de havde en risiko for at få et barn, der var asperger.

Tiden gik og Kirsten tumlede med asperger problematikken og kunne ikke rigtig finde ud af, hvordan hendes viden kunne komme frem i det åbne. Børnene blev teenagere og arbejdede med at finde deres eget fodfæste. Det var en svær tid, hvor Torben var irriteret over denne frigørelsesproces og kritiserede børnene hver gang han så dem. Kirsten agerede buffer mellem Torben og børnene og prøvede at forklare Torben, at det var naturligt at en pige på 16 år, glemmer at komme hjem til tiden og at en dreng på 14 ikke gad at deltage frivilligt i familiens liv. Hun talte med børnene og lavede hemmelige aftaler med dem, så de kunne få lidt mere frihed end Torben mente de skulle have.

Torben ville ikke lytte til hendes forklaringer og skellet mellem børnene og Torben voksede.

Da børnene var flyttet hjemmefra var kontakten mellem Torben og børnene på Torben præmisser. Kirsten græd ved de mange afslag børnene fik på deres invitationer til samvær med Torben. Men hun var hurtigt til at hjælpe med en forklaring eller udvej, så de ikke blev alt for skuffet over at Torben ikke havde tid at besøge dem.

Nu hvor børnene er voksne, har Kirsten stadig ikke sagt et ord til dem om deres far muligvis er asperger. Det er svært, for børnene er glade nok for Kirsten men når Torben dukker op, soler de sig i hans nærvær og ser gennem fingre med, at han stadig ikke anerkender dem for dem de er. De retter ind og sikrer sig, at besøget er hyggeligt. Og Kirsten krymper sig ved, at hvordan de higer efter Torbens samvær og hun genkender deres længsel. Alex virker fjern og vældig uinteresseret i at drøfte noget som helst med Kirsten. Det er næsten som om, at alle de omsorgsår, hvor Kirsten har kysset og pustet smerte væk er visket ud i Alex’s hukommelse. Emma er ofte fjentlig overfor Kirsten og hakker på hende. Hun synes Kirsten er et skvat, som aldrig har stået op for sig selv.

Da Kirsten i en alder af 61 indser, at hun ingen pension har opsparet, til forskel for Torben som har en kæmpe pension, bliver hun urolig. Da det er Kirsten, som har stået for familielivet, er det også hende, som har tømt husholdningskontoen gang på gang. Torben begreb aldrig, hvad hun dog bruget alle de penge på og han benyttede hver en lejlighed for at nævne, at hun jo bare brugte løs af de penge, som han tjente. Heldigvis var han faktisk ikke nærig men hun følte sig altid lettet, når pengene dukkede op på kontoen hver den første i måneden.

Kirsten ved godt, at hvis hun bliver skilt fra Torben, har hun ret til både dit og dat. Men hun ved også, at Torben vil blive panikslagen, hvis han skal dele (noget) med hende. Og hun ved, at børnene vil synes, at hun er en grådig satan, som plukker deres stakkels, søde far.

Så Kirsten lever stadig af husholdningspengene og undgår at bringe økonomi op, af skræk for at rokke båden.

Dem som kender Kirsten og Torben mener, at Torben er sådan en sød mand. Han taler stille, er hjælpsom og måske noget nørdet og så lader han Kirsten leve et dejligt liv. De har et smukt hjem, dejligt sommerhus i Rørvig, hver sin bil og 2 søde børn, som er kommet godt i vej. Kirsten har prøvet i det små, at give udtryk for det liv hun lever, koster alle hendes ressourcer for at holde fast og ikke vælte omkuld. Men hendes veninder, som alle efterhånden også har deres livserfaringer med mænd, ryster på hovedet og resignerer, at mænd er sgu en fandens plage.

Så her sidder Kirsten i sin sofa i Rørvig. Hun nipper til sit glas vin og føler, at hun er usynlig for alle dem, der betyder noget for hende. Ingen ser, hvordan hun har ofret sig selv gennem de mange år med Torben. Ingen ser, at hun er ødelagt inden i, af de mange små afvisninger og den manglende anerkendelse. Ingen ser, at hun har mistet den nære forbindelse med sine børn og at de synes hun virker svag og kedelig.

Hun føler, at hun har forspildt sit liv.

Få aktuelle nyheder om bøger og events, samt brugbare case-storys, som kan give dig nye muligheder i dit parforhold. Tilmeld dig mit nyhedsbrev