Forside / Blog / Autisme og parforhold / Schh, min mand er asperger: Læs et kapitel her..

Schh, min mand er asperger

Schh, min mand er asperger: Læs et kapitel her..

Skrevet af Marianne Merling, 7. november 2020

Dette er et af kapitlerne i bogen Schh, min mand er asperger

Bogen er baseret på casefortllinger om asperger og kærlighed. I dette kapitel møder vi Malene og Jens.

 

Malene og Jens

Malene og Jens havde kendt hinanden i en del år og havde fået indrettet sig på en god måde. De boede hver for sig og delte dagene, så de havde lige mange dage hver for sig, som de havde sammen. Det fungerede fint for dem begge på denne måde, for de måtte erkende, at de vist var alt for forskellige til at kunne bo sammen på fuld tid. Malene tænkte tit i sit stille sind, at det var Jens som var ret forskellig, for han var så anderledes end andre mænd, som hun havde kendt før. Hun var ikke i tvivl om, at han virkelig var et godt menneske og at han elskede hende, men han var svært at komme tæt på. Malene kunne mærke at den lille afstand han lagde til hende, gjorde at hun ikke ville bo med ham hele tiden, for så ville den gå hende på.

Der var mange ting ved ham, som undrede hende og hun havde haft lyst til at gå fra ham 1000 gange. I vrede havde hun smækket røret på mange gange og derefter grædt sig i søvn og svoret, at hun aldrig ville tale med ham igen. Men hun blev alligevel hængende, for der var noget helt særligt ved ham, som holdt hende fast. Når de for eksempel var fordybet i faglige snakke om GDPR’s betydning for henholdsvis hendes job som netværksprojektleder og Jens’ job som dataanalytiker, fandt hun en faglig sparring, som var helt særlig. Eller når de kørte brugte en eftermiddag i skoven på deres MTB og udfordrede hinanden, oplevede hun en nærhed med ham som løftede dagen og gjorde, at hun følte hun kunne klare alt.

 

Hun var sulten efter mere og levede for de unikke øjeblikke, hvor hele verden stod stille.

Malene havde efterhånden fået sat sit præg i Jens’ rækkehus og følte sig derfor også hjemme der. Hun havde både reolplads, en kommode og skabsplads, og skulle ikke pakke til hver gang, hun skulle være i Horsens hos Jens men kunne nemt skifte hjem.

Det måtte være sådan, da Jens ikke rigtig kunne lide at tage til Aarhus. Malene havde hurtigt kunne fornemme, at hvis hun ville blive ved med at se Jens, måtte det være hende som kom til ham, for Jens blev helst hjemme hos sig selv. Han havde ikke sagt det højt, at han ikke ville være hos hende men hver gang han havde siddet i hendes sofa, havde det virket akavet og ufrit. Så det var bare blevet sådan, at de kun var hos ham. Det var mærkeligt syntes hun, at de ikke kunne skiftes eller at Jens ikke var mere interesseret i at opleve hendes liv i Aarhus og være en del af det liv, som hun levede der. Og nogle gange i starten, havde en irriterende og smertelig lille tanke fundet vej til hendes hoved, –  var Jens så ligeglad med hende, at hvis hun ikke kom til Horsens, ville deres forhold stoppe? Hun kunne ikke helt svare på spørgsmålet for hun fornemmede, at Jens rigtig gerne ville have hende i sit liv men samtidig virkede han ret egoistisk. Spørgsmålet om hvorfor de kun kunne være hos Jens, var et af de mange, som Malene havde kørende i sit hoved fra tid til anden og som hun ikke kunne svare på.

 

Hun vidste dog efterhånden, at med Jens var der flere spørgsmål end der var svar.

Hendes veninder forstod hende ikke men syntes, at Jens var en mærkelig én. Hvorfor ville han ikke være i Aarhus, hvorfor mødte de ham aldrig, hvorfor lod hun sig nøje med ham? Malene havde heller ikke selv svar på spørgsmålene og var irriteret på sig selv over det. Hun var en ret kvik kvinde og havde haft sine erfaringer med forhold, så derfor undrede det hende, at hun var havnet i forholdet med Jens. Hun kunne ikke helt få greb om, hvad de egentlig havde sammen og hvordan fremtiden så ud. De var et par men alligevel var der meget plads til at være sig selv. Måske var det godt?

 

Malene var den, som tog sig af haven i det lille rækkehus. Jens var ikke den store havemand men ville hellere sidde med sine dokumentarfilm og artikler om 2. verdenskrigs artilleri, så han trak nødigt havehandskerne på. Malene var glad for at Jens overlod haven til hende, for det gav hende en følelse af, at hun hørte til dér i rækkehuset. Hun følte Jens anerkendte hende og at det var hans måde at lade hende være en del af hans liv.

Men vintermånederne kunne godt være en smule lange, for der sad hun indenfor og så skulle hun huske at have nogle planer, så hun ikke kedede sig. Jens fordybede sig jo i sine artikler og lod Malene være alene i timevis i weekenderne. Med tiden havde Malene fundet ud af, at hun kunne bruge tiden på at indhente noget arbejde og få sludret med sine veninder i telefon eller gå nogle ture. På den måde gik tiden fint og fornuftigt for hende.

 

I starten undrede det Malene

Jens lod hende sidde i timevis i sofaen uden tilsyneladende at interessere sig for, hvordan hun havde det eller hvad hun lavede. Det føltes faktisk som om, at han havde glemt, at hun var der. Et par gange i starten af deres forhold, havde hun sagt til ham, at det var en smule uinteressant at sidde og se på ham nørde med sine dokumentarfilm og papirer, men så havde han vendt sig mod hende og sagt, – øhhh, skal jeg så også kede mig, fordi du keder dig?

Andre gange har han sagt til hende, – jamen, er du ikke en voksen kvinde, som selv kan finde på noget at lave?

Malene forlangte ikke, at han skulle smide hvad han var i gang med, bare fordi hun ikke rigtig vidste, hvad hun skulle stille op med sig selv. Sådan var hun ikke, – altså én der ikke kunne underholde sig selv. Og det var det jo ikke fordi hun kedede sig, – hun ville bare lige gøre opmærksom på, at hun faktisk sad lige her. Lige her i samme stue som ham. Men til det sagde han, at det vidste han jo godt, han var jo ikke idiot.

Så havde Malene stoppet sig selv i snakken. Hun syntes, at hun kom til at lyde urimelig og barnlig, når hun prøvede at forklare Jens, at hun følte sig usynlig, når han dykkede ned i sin hobby.

At det var som om, hun ligeså godt kunne have været hjemme i Aarhus.

 

Når vi danner par, antager vi, at vi sammen med den nye partner er interesseret i at skabe et ’vi’.

At man går fra at være to individuelle personer, til at være to individuelle personer, samt et ’vi’. Der er altså stadig det individuelle, men et fællesskab opstår, hvor de to individer deles om en fælles interesse i, at deres relation blomstrer og tilgodeser fælles behov. Hvad det nye fællesskab skal indeholde og betyde, er noget der forhandles om løbende i forholdet. Kan man tage på ferie alene, når man også er en del af et ’vi’? Har ’vi’ ansvar for min sundhed eller er det noget jeg selv har? Gennem livet med kærester skaber vi alle os en erfaring for etablering af et ’vi’ og ved, at nogle elementer kan virke kvælende for os og andre kan virke for usikre og svære at leve med. Vores erfaringer tager vi med os i nye parforhold, når vi skaber et nyt ’vi’.

Malene er fuld af spørgsmål. Det ’vi’ hun og Jens etablerer, er ikke ligesom dem hun ellers har indgået i tidligere i hendes liv. Hun forstår ikke, hvorfor Jens ikke er interesseret i hendes liv i Aarhus. For at kunne forstå hinanden og dermed forstå, hvordan vi er medskaber af ’vi’ er det vigtigt at kende til hinandens liv, mener Malene, så hun inviterer Jens til Aarhus, så han kan lære hende at kende. Men det bliver akavet, for måske er de slet ikke enige om, hvordan der skabes et ’vi’?

Hvad deres ’vi’ indeholder er de ikke enige om. Når de er sammen i Horsens, forventer de noget forskelligt af hinanden, hvilket fører til frustration for dem begge. Malene antager, at deres ’vi’ indeholder et fælles ansvar for, at begge har det rart og hyggeligt og Jens antager tilsyneladende, at de hver især må tage vare på at have det rart. Derfor føler Malene sig usynlig i sofaen.

Ensomheden kommer snigende og Malene føler sig usynlig. Hun er udfordret af, at Jens sikkert ikke kender til at føle sig usynlig, da han ikke umiddelbart benytter andre relationer som referencepunkt for sin egen eksistens. Han er så at sige selvforsynende i forhold til at føle sig i live og underholdt. De fleste har som Malene, brug for et blik, et smil, – bare en eller anden form for gestus af, at være set af en anden. Lige fra spædbarnets første levetid er det essentielt for trivslen og den fortsatte udvikling, at orientere sig gennem andres respons på sin væren. Derfor opleves det ubehageligt og nærmest truende for Malenes eksistens, når hun bliver ignoreret i mange timer af Jens. Og det er svært for Malene at forklare ham, hvad det lige er hun har brug for, uden at det kommer til at virke besynderligt for ham. For hun har brug for, at han viser sin interesse i hendes ve og vel.  

 

Nu hvor foråret var ved at titte frem, elskede Malene at komme ud i den friske luft og indtage haven igen.

Hun gik rundt med havehandskerne på og hilste på hver enkel busk, plante og træ og vurderede og planlagde, hvad der skulle ske i løbet af denne sæson og hvordan det ville tage sig ud, når sommerens varme stråler ramte haven.

Hun var glad. Det føltes som en gave, at hun kunne gå rundt i ’sin’ egen have og nyde foråret. Hun kunne se, at Jens allerede havde lagt beskæresaks og andre redskaber frem til hende. Sække til haveaffald havde han lagt i en bunke ved havebordet, så alt var klar til hende. Jens vidste, at hun kunne gå ude i haven i timevis og han gjorde altid klar til hende. Det gav hende et smil på læben og hendes hjerte blev blødt. Jens var meget, meget god til at være opmærksom på hende. Hun kunne lige forestille sig, hvordan han inden hun kom, havde gået rundt i haven for at gøre klar til hende. Malene følte sig lidt særlig heldig med ham Jens.

 

Lige i denne weekend var Malene optaget af, at de ikke endnu havde fået talt om sommerferien.

Hun vidste ikke om Jens havde bestilt ferie endnu og om de skulle tilbringe en eller flere uger sammen. Sådan noget var svært at tale med ham om, for ofte svarede han ikke på hendes spørgsmål, når det var noget med fremtiden og dem som par at gøre. Og så blev tavsheden og de ubesvarede spørgsmål akavet og svær, syntes Malene. I de første år, troede hun, at hans tavshed og manglende svar skyldtes, at han i virkeligheden ikke gad at holde ferie med hende og ikke kunne lide at sige det til hende direkte. Men efterhånden havde hun fundet ud af, at han bare ikke kunne navigere i al den fremtidige planlægning, som en fælles sommerferie krævede. Det var i hvert fald sådan hun valgte at forstå det, for han ville heller ikke tale om, hvad der var svært ved at tale om det, som var svært.

Men hun skulle til at bestille ferie på sit arbejde, så hun var nødt til at få talt med Jens om det. Som projektleder brugte Malene sine kompetencer på at finde måder at forstå Jens på. Hun brugte tid på at stykke sammen, hvad hun efterhånden havde erfaret. Lone, hendes kollega, brugte hun som sparringspartner, for Lone havde selv en mand som havde problemer. Han var bipolar og det skabte perioder med pressethed, hvor Lone skulle være ekstra påpasselig. Så en dag i efteråret, under et seminar i Kolding, havde Malene pludselig åbnet for sluserne og fortalt Lone om alt det svære og al den kærlighed hun havde til Jens. Og om, hvor ulykkelig hun var. Lone havde lyttet og forstået hendes mange følelser og kunne genkende meget af det rod som fyldte i Malene. Lone havde vist Malene, hvordan hun kunne skabe et overblik over forholdet, ved at nedskrive og rubricere situationer som erfaringer og dermed skabe viden, der kunne hjælpe fremadrettet. For en månedstid siden, sendte Lone en artikel om asperger til Malene og hun følte, at det hele faldt på plads. Nu forstod hun pludselig flere ting. Hun kunne forstå, hvorfor hun ikke havde mødt Jens’ forældre endnu. De boede på Langeland, og kontakten var gået i stå for mange år siden. Jens virkede ikke interesseret i at mødes med hans forældre og de gjorde heller ikke noget særligt. Moderen ringede fra tid til anden og Jens talte med hende men ellers var der ikke nogen kontakt. Malene forstod nu, at der sandsynligvis ikke var skeletter i skabet eller andet, som gjorde, at de ikke havde større kontakt. De havde bare ikke behovet.

Hun forstod, at de kun kunne være i Horsens. Hun forstod, at hans nørderi var restitution. Hun forstod hans kærlighedssprog var anderledes. Men det var alligevel svært. Og hun havde ikke sagt noget til ham om hendes nye opdagelse. Hun vidste ikke, hvordan hun skulle sige det til ham?

 

Malene så ud over haven

Hun satte sig ved havebordet og funderede over, hvordan hun skulle få ferieplanen i mål. Det skulle foregå i forskellige trin, var hendes erfaring. Først skulle Jens gøres opmærksom på, at hun ville tale med ham om ferie. Det ville hun gøre i dag. Så skulle hun melde sin mening ud og det kunne hun gøre i morgen samt næste weekend, som reminder. Så skulle der være tid til at Jens kunne nå at tænkte sig om. Og så ville de måske om 14 kunne finde de fælles uger. Malene gennemtænkte sine plan for at se, om der evt. ville være noget, som ville være sårbart for hende. Nej, hun var sikker på, at Jens gerne ville holde noget ferie med hende. Og det ville sandsynligvis igen være hende, som skulle bestemme om de skulle være hjemme i Danmark eller rejse sydpå.

Malene rejste sig tænksomt fra bordet og gik hen til hækken for at tjekke de små knoppers fremdrift. Jens var fantastisk men det var også lidt tungt altid at være den, som skulle have styringen på de større ting i forholdet. Og det var endnu et af de spørgsmål som rumsterede i hende. Hvordan kunne noget så hyggeligt og simpelt, som ferie, ikke være noget de kunne snakke om? Hun forstod det ikke. Jens kunne planlægge konferencer og dage i Tyskland, hvor firmaet han arbejde i havde en afdeling. Men planlægge ferie med hende, – det kunne han ikke.

 

Når det ikke er muligt at arbejdsfordele om parforholdets punkter åbenlyst

Så bliver fordelingen gjort usynligt og det er svært at høste eller give anerkendelse for det arbejde der udføres. Det er ikke den praktiske udførelse der tynger, det er ansvaret.

Malenes opdagelse af, at Jens sandsynligvis er asperger, har givet hende en forståelse for hans reaktioner og præferencer men den nye viden fjerner ikke udfordringerne. Det er eksempelvis stadig et tungt ansvar, at være eneansvarlig for ferieplanlægningen. Malene ved, at hvis hun ikke bruger sin viden og erfaring, vil feriesamtalen sandsynligvis køre af sporet. Hun ved af erfaring, at Jens ikke er god til at få meldt mulige uger ud, så de kan koordinere. Og hun ved, at han ikke har lyst til at træffe valg om, hvor de skal holde ferie. Hun ved også fra erfaring, at han gerne vil holde ferie med hende og at de altid får nogle gode oplevelser sammen. Så Malene må tage styringen og sørge for, at de kan holde ferie sammen.

På sit arbejde kan Jens planlægge ture til Tyskland uden større problemer, da han her benytter sit arbejdsprogram i hjernen. Han er ikke udfordret, da det er konkrete opgaver der udføres. Når det er ferieplanlægning på hjemmefronten, opstår der en masse ubekendte faktorer for ham, nemlig Malenes forventninger og usagte ønsker. Det kan han ikke lide at være i og derfor undgår han situationen.

 

Ved aftentid gik Malene ud i køkkenet for at gå i gang med maden.

Jens kom med ud, åbnede en vin og sammen prøvesmagte de vinen og diskuterede, om den egentlig var god til prisen. De elskede begge vin og Malene nød deres små vinøjeblikke, hvor de havde øjenkontakt, lyttede på hinanden og begge havde noget at sige. Når de stod der med hver deres glas vin og smagte og vurderede, var de i en fælles boble, hvor hun følte sig tæt forbundet med Jens. At hun så drak mere vin end hun egentlig syntes var ok, var en pris hun gerne betalte for at stjæle sig til disse værdifulde øjeblikke.

”Uhmm, den minder lidt om den vin vi fik, da vi var i Kulhuse sidste sommer ik? Den har samme rundhed over sig,” sagde Jens, mens han lod vinen rulle i glasset. Han tog flasken med den anden hånd for at hælde mere op i Malenes glas men kom til at spilde på hendes hånd. ”Argh, hvorfor holder du ikke hånden stille, se, nu spildte jeg jo på dig din klovn.” Han skyndte sig at finde noget papir og tørrede Malenes glas ordenligt af, så det igen var pænt og han fyldte det op med den gode vin. Malene sagde ikke noget, for hun havde efterhånden lært, at undskyld ikke var en del af Jens’ ordforråd. Han kunne ikke sige undskyld for noget men gav altid hende skylden i stedet. Hvis han gik ind i hende, var det hende som stod i vejen. Hvis han sov over sig, var det hende der havde hold ham vågen om natten ved at rumstere i hans tanker. Hvis han spildte mens han hakkede gulerødder, havde hun købt nogle dumme gulerødder. Nogle gange havde hun næsten lyst til at anerkende ham for den fantasifulde måde, hvorpå han kunne give hende skylden for alt. Men hun forstod ikke, hvorfor han ikke bare kunne sige undskyld ligesom alle andre? Endnu et af hendes mange spørgsmål, som hun aldrig fik svar på.

 

Vi lærer fra vi er helt små, at ordet ’undskyld’ er med til at genopbygge en brudt relation.

Har man utilsigtet trådt nogen over tæerne, siger man undskyld for at vise, at man ikke ville bryde relationen og påtager sig sin del, for at bygge den op igen. Modtager får mulighed for at vise storsind, ved at godtage undskyldningen med et ’pyt, det gør ingenting’. Dermed er begge med til at genopbygge den brudte relation. Malene oplever, at Jens ikke ser ordet undskyld som relationsskabende, men at han mere er optaget af skyldspørgsmålet. Og skyld hænger for ham sammen med intenderet adfærd. Han ville ikke spilde vinen og derfor er han skyldsfri og skal ikke sige undskyld til Malene. Han ville ikke støde ind i Malene og derfor er han skyldsfri og skal ikke sige undskyld til hende. Han bedømmer ikke sine handlinger eller ord men ser på sin intention og hvis den er fin, så må modtageren forstå det, som de vil. Da han tænker ud fra et individuelt perspektiv, tænker han at han ikke er ansvarlig for andres tolkninger og kan derfor ikke påtage sig skylden for en evt. sårethed.

 Når Malene og Jens bedømmer vin, træder de begge ind i et fælles tredje, hvor de mødes som ligeværdige individer. Jens er interesseret i at lytte på Malenes vurdering og tager hende alvorligt. Ligeledes lytter Malene på Jens og tager ham alvorligt. Når de taler om vin der i køkkenet, oplever Malene den tæthed og det ligeværd, som hun ellers længes efter.

 

Malene hakkede løg og Jens gik i gang med at sætte ris over.

De hyggede sig mens de lavede mad, for de var gode til at fordele opgaverne mellem sig. Da gryderne var sat til at simre, gik Malene ind i stuen og satte sig med sit glas vin og sin krydsord. Hun var glad og glædede sig til aftenen med Jens.

Ude i køkkenet ville Jens lige vaske det sidste op og sætte flutes i ovnen. Pludselig lød der en sprutten og Jens kom med et vredt udbrud. Malene kiggede op og overvejede, om hun skulle gå ud i køkkenet og se hvad der skete eller om Jens mon hellere ville klare det selv. Hun kunne høre han rumsterede med gryderne og rejste sig og gik ud i køkkenet.

”Ja, du havde jo ikke skruet ned, så nu sejler det!” sagde Jens vredt til Malene og så på hende med hårde øjne. Han baksede med at få hældt karryretten ned i en ny og ren gryde. Malene skyndte sig at tage en klud og ville tørre af på komfuret, men Jens hvæsede, at hun bare skulle gå ind og slappe af på sofaen igen.

 

Malene gik ind i stuen og satte sig.

Hele hendes krop var i alarmberedskab og hun havde en trykken for brystet. Pulsen dunkede i hendes ører og hun sad helt stille mens tankerne flaksede rundt.

Hvad skulle hun gøre nu?

Hun lyttede på lydende ud i køkkenet.

Jens fik åbenbart tørret komfuret af og sat gryderne på igen. Der blev stille ude i køkkenet.

Malene sad stadig stivnet og ventede.

Var han mon sur over, at hun havde sat sig i sofaen, mens det var hendes opgave at sørge for gryderne simrede ordenligt? Og havde det været hende opgave? Eller var han sur over svineriet, de overkogte gryder gav? Hun sad ventede på, at Jens tilkendegav, om det blev en aften i vred tavshed eller om han var ok.

Malene hadede, når Jens blev vred. Ikke så meget hans udbrud men mere det, at der aldrig kom en afslutning eller forklaring på det. De talte aldrig om det bagefter, så hun kunne blive klogere på, hvad han blev sur over eller at han kunne høre, hvordan det oplevedes ud fra hendes perspektiv.

Hun nippede til sin vin og ventede, – hun kunne alligevel ikke gøre andet.

Hvis han stadig var sur, måtte hun få aftenen til at gå bedst mulig. I morgen ville han være ok igen, vidste hun fra sin erfaring. Hvis han var glad nu, så skulle det nok blive en hyggelig aften alligevel.

 

Jens kom ind i stuen med tallerkener og bestik.

Malene sprang op og sagde ”hov nu skal jeg finde dækkeservietterne frem.” Jens smilede og sagde, at hun skulle finde en ekstra frem, da gryderne jo nok var lidt beskidte endnu. De havde været for varme til, at han kunne vaske dem ordenligt af.

Malene smilede og slappede af i skuldrende, hun kunne høre at stemningen var god.

Da de satte sig for at spise sagde Jens, at måske skulle hun tage sine gryder med næste gang, så hans ikke tog skade af den hårde kogning. ”Med mindre vi køber nogle sammen, som vi kan bruge i weekenderne,” afsluttede han. Malene grinte til ham og sagde, at det var hun med på, – det kunne jo være starten på deres fælles medgift. Jens grinte og svarede, at så ville han da lige lave en liste til hendes forældre, da hun jo nok var den der grisede ting til mest.

Det blev en hyggelig aften.

 

Almindeligvis er der i et parforhold en forståelse af, at konflikter hører til i kassen med det fælles ’vi’.

Vi må begge drøfte konflikter og bære ansvaret for, at de bliver løst. Dette ud fra antagelsen om, at konflikter opstår mellem mennesker og derfor må begge både tage ansvar og være interesseret i at løse konflikten. Men Jens ser ikke konflikter på samme måde. Han ser, at hver part må tage ansvar for sit. Så hvis han bliver vred, sørger han for at blive glad igen. Han tilgiver Malene, hvis han mener det er hendes fejl, at gryden kogte over. Det er hans bidrag til konfliktløsning. Han forventer, at Malene på samme måde tager vare på sin del og lader sin frustration svinde så den gode stemning kan komme igen. Sådan løses konflikter i Jens’ optik.

Malene tænker anderledes og derfor føler hun sig efterladt i Jens’ vrede og må selv finde trøst gennem gode tanker, hvor hun prøver at meningsskabe, for at finde ro. Jens vil ikke forstå det, hvis hun inviterer til en dialog om, hvordan de sammen kan undgå at Malene sidder med trykken for brystet og pulsen bankende rundt i kroppen. Han vil høre det som, at hun vil drage ham til ansvar for noget som egentligt er hendes problem. Han har jo ikke til hensigt at skade hende, så derfor er han skyldsfri og skal dermed ikke tage ansvar for det.

Malene må udholde Jens’ vredesudbrud, hvis hun vil være sammen med ham. Derfor må hun udtænke strategier til at håndtere den, så hun ikke angiver den til at være noget, som den ikke er. Hun må bruge sin viden og sin erfaring, til at meningsskabe fornuftigt, så hun passer på sig selv. Hun ved, at Jens selv finder sin vej i vreden og derfor må hun vente på, at han kommer igennem den. Hun skal altså ikke forsøge at glatte ud eller komme ham i møde. Hun må vente. Og når han er kommet igennem vreden er han tilbage i sit gode humør og så kan de komme videre.

Hendes reaktioner må hun tygge igennem alene og få på plads. Det er et ensomt arbejde, når man er opdraget til, at man er fælles om at bygge brudte relationer op.

Hendes strategi er, at prøve at forstå Jens’ måde at se verdenen på og mentalt bearbejde egne reaktioner og tanker, så de ikke tager udgangspunkt i det oplevede men i det konstruerede verdensbillede, altså i det verdensbillede Malene tror Jens har. Da hendes reaktioner derved ikke bliver gyldige og vigtige i forholdet, reducerer hun sig selv. Dette kan på sigt føre til, at hun mister en følelsesmæssig del af sig selv.

 

Køb bogen Schh, min mand er aspeger her

 

Få aktuelle nyheder om bøger og events, samt brugbare case-storys, som kan give dig nye muligheder i dit parforhold. Tilmeld dig mit nyhedsbrev