Uddrag fra bogen Autisme, kærlighed og det svære parforhold

Bogen Autisme, kærlighed og det svære parforhold er lige som ‘Schh, min mand er asperger’ baseret på 5 fortællinger fra autismerelaterede parforhold.

Dog har denne bog fokus på det usunde og nedbrydende i forholdet. Altså de mekanismer, som presser trivslen hos begge parter i forholdet.

Mød her Line og Max

Line og Max havde kendt hinanden i små 10 år og boet sammen i de 9 af dem, da det virkede mest praktisk. Faktisk var de nok aldrig flyttet sammen, hvis ikke Line havde insisteret på det, for Max havde virket glad nok for at bo alene i sin lille lejlighed i Adelgade. Men Line havde tænkt, at det ville være bedre for dem at bo sammen, for så ville det blive meget nemmere at fastholde kontakten. Da de boede hver for sig, kunne hun nemlig aldrig helt finde rytmen med, hvornår de skulle være sammen, og hvornår de havde alene-perioder. De kunne være sammen helt intenst i et par dage med fuld skrue på love-kanalen, og så hørte hun næsten ikke fra Max i flere dage. Han hverken svarede på sms’er eller hendes opkald. Men når hun så efter en uges tid dukkede op foran hans dør for at afkræve svar på, hvad pokker der lige skete i deres forhold, blev han altid bare overrasket og glad. ”Nåh, er det dig? Kom ind, kom ind.” Og så havde de et par hyggelige dage sammen igen.

Max var systemudvikler, og derfor kunne han hurtigt blive helt opslugt af sit arbejde og glemme tid og sted, sagde han. Det forstod Line godt, så derfor tænkte hun, at det ville være hyggeligere at bo sammen, så han ikke glemte hende i de fordybelsesperioder, han nu havde.

De første år havde egentlig været gode nok, for de havde været gode til at tage ud i naturen sammen, hvor de begge elskede at opholde sig. Så vandrede de hele dagen, sov i shelter om natten og nød naturens ro og storhed. De havde været på vandreture i Sverige og Norge, og ferierne var det, der virkelig bandt dem sammen i den ellers travle hverdag. Så begge prioriterede at tage af sted sammen. Når de engang fik børn, skulle de med på disse naturferier, for på den måde ville de lære naturen at kende som et rekreativt og givende sted.

Alt var simpelthen så rart og godt i de første år. Men så kom der skår i Lines glæde. Hun begyndte at lægge mærke til, hvordan Max ofte var efter hende for at rette på alt, hun gjorde. Det var ikke de store ting, han påpegede, at hun skulle gøre anderledes, men blot små ting. Det var altid på en høflig måde, han sagde det og aldrig vredt. Så hun havde ikke helt opdaget den vedvarede kritik før for nogle måneder siden. Det kunne eksempelvis være måden hun lavede frikadellefars på, som åbenbart ikke fulgte den opskrift, han kendte til. Så var det måden, hun fjernede kalk på i bruserummet, som åbenbart ikke var den korrekte og mest miljøskånende måde ifølge ham. Så var det måden hun lagde sit måske-snavsede tøj på stolen i soveværelset på, som virkede uorganiseret og ulogisk. Alt sammen småting som Max høfligt undrede sig over eller gerne ville have, at hun ændrede på, da hans version åbenbart var mere korrekt end hendes. ”Det er ikke for at kritisere dig, men måske er det bedre hvis…” Og så kom der en anvisning, som var svær at modsige, da den altid var logisk og klog. Hvordan skulle hun eksempelvis kunne fastholde, at hun faktisk gerne ville fylde stolen i soveværelset med måske-snavset tøj, så det lå i en stor bunke, så hun aldrig helt vidste, hvad der gemte sig i bunden? Nej, det var ikke lige til at argumentere for uden at lyde underlig, barnlig og trodsig.

I de første år havde hun da også lyttet opmærksomt til Max’s henvisninger og taget dem til sig, for hun var jo ligeglad med, om der kom danskvand i frikadellefarsen eller ej. Hvis det gjorde ham glad, at hun hældte det i, så gjorde hun det gerne. Pyt, det vigtigste var jo, at de kunne hygge sammen, når de sad og spiste. Hvis Max gerne ville have, at hun benyttede husholdningseddike til afkalkning, og kun den klare, som åbenbart var uden sukker, så gjorde hun gerne det i stedet for de almindelige sprayflasker, hun plejede at bruge. Og det måske-snavsede tøj sorterede hun da bare hver aften. Pyt, det var jo ikke de store ændringer, og hvis det fik livet til at glide nemmere hjemme hos dem, så kostede det jo ikke hende den helt store indsats.

Så var der de situationer og steder, hvor Max ikke havde brokket sig direkte, men hvor hun anede hans irritation over hendes måde at gøre et eller andet på. Før ville hun have været opmærksom på, hvad hun skulle gøre for at fjerne hans irritation, men nu trak hun på skuldrene af hans tyranni. Hvis det skal gøres på hans måde, så værsgo, så kan han selv gøre det. Det kunne være, når de skulle se tv sammen, så overlod hun altid fjernbetjeningen til ham, for hun vidste, at han ellers 100% ville kommentere på hendes måde at scrolle igennem programmerne på, og måden hun evt. tøvede ved en ny serie. Og herregud, det gjorde hende intet, at han styrede tv’et. Hellere lade ham gøre det og så undgå dårlig stemning på en ellers hyggelig aften.

Det, som så var gået op for Line i løbet af de sidste måneder, var at det var, som om at Max kun var interesseret i sine egne måder at gøre tingene på. Det underlige var, at han faktisk aldrig virkede interesseret i at høre på hendes forklaringer eller var nysgerrig efter at høre, hvordan et eller andet gav mening for hende. Line ville eksempelvis ikke på nogen måde gå på kompromis med madvarers kvalitet. Men Max mente, at det billigste var da godt nok og ville hellere end gerne købe ’friske’ muffins i Netto til 10 kr. stykket. Han forstod ikke Lines hysteri, som han kaldte det og mente, det var ulogisk. Så når hun sendte ham ud at handle, havde han altid fundet et godt tilbud i spot-prisen kassen, mærkelige og uspiselige oliven eller ’grov-teboller’ som han så efterfølgende ikke forstod Line blev sur over. ”Hvorfor er det ikke godt nok til dig?” Spurgte han altid med en snert af kritik i stemmen. Hun havde prøvet flere gange at forklare, hvordan hun hellere ville spise en hjemmebagt bolle end to ’grovboller’ fra Netto, da den hjemmelavede bolle fyldte bedre i maven og desuden var sundere. Men Max rystede bare på hovedet ad hende og argumenterede med, at Nettos boller kunne holde sig friske længere og derfor var mere miljørigtige. Line havde opgivet at få Max til at begribe, at kvalitet og pris ofte hang sammen og at hun faktisk ikke var typen, som fyldte sin krop med alt muligt skrald. ”Ha, så skal vi måske heller ikke længere have P-tærter i slikskuffen?” Max elskede at få krammet på hende.

Efter mange opslidende diskussioner, have Line lukket den ned og besluttet, at hun bare selv handlede og på den måde undgik konflikterne, når han stod med en skodvare i hånden og troede, at hun blot var trodsig eller modesmart.

Det var ikke kun med madvarer, at han ikke forstod hende. Det var åbenbart også svært for Max at forstå, at hun elskede friske blomster. ”Det er spild af penge, for de skal jo smides ud efter 14 dage,” var hans argument for ikke at købe nogen, når hun påpegede, at hun gerne så, at han købte blomster til hende. De gange, hvor hun havde presset ham til det, havde han købt blomster i Rema, og det havde ærlig talt ikke været særlig smukke roser. Så nu havde hun købt et blomsterabonnement på nettet og fik smukke blomster hver 3. uge.

Max ville gerne have børn, og det ville hun egentlig også, men projektet var begyndt at blive lidt uoverskueligt for hende. Der var så mange ting i det at være familie med børn, som Max måske ikke lige havde overvejet, og som bekymrede hende. Og tale sammen om det kunne de ikke, for han blev bare vred på hende, når hun nærmede sig emnet om den omstillingsproces, de begge skulle igennem, hvis der kom et barn og de skulle danne familie. Hvad hvis barnet blev besværligt og ikke bare passede ind i hans forestillinger? Line kunne frygte, hvordan det stakkels barn ville blive genstand for en masse skældud, og Max som ville vende ryggen til osv. Var det overhovedet en god ide, at de fik børn, hvis de ikke engang kunne tale om det fiktivt?

Det undrede hende, at så meget var en kamp med Max. Hendes ønsker og ideer fik så lidt plads her i lejligheden efterhånden, og hun blev så træt af at kæmpe for alt. De havde selvfølgelig også en masse gode stunder, og måske var parforhold bare svært og slidsomt nogle gange? Det sagde hendes kollegaer i hvert fald tit, når hun luftede sine besværligheder med Max. Line havde så fundet ud af, at når hun bare holdt igen med at tale om alvorlige ting og ellers lod ham gøre sit, gled den ene dag efter den anden meget fint.

Mange autister har det bedst med, at deres måder at gøre tingene på, bliver fulgt af alle i hjemmet. Ofte har de gode logiske begrundelser for deres valg af handling, som stemmer overens med deres ofte lineære måde at betragte livet på. Line prøver at samarbejde med Max i forhold til at få tingene i hjemmet til at glide bedst muligt. Derfor tager hun hans anvisninger alvorligt og tror, at når hun indretter sig efter ham, vil han på den anden side også indrette sig efter hende. Sådan er parforhold nemlig for de fleste; vi gør os umage for vores partners skyld og forventer det samme fra ham. Men sådan ser Max det ikke. Han forstår ikke Lines regnskab og derfor efterlever han det ikke. I hans optik er det naturligt, at Line efterfølger hans anvisninger, da de er logiske. Han har fokus på selve genstanden, blomsterne og mener, det er ulogisk at bruge 175 kr. på en buket, man smider ud ugen efter. Det kan han jo have ret i, men for Line betyder det noget, om han anerkender hendes ønske og dermed den, hun er. Det er relationen, han mangler at tage vare på i spørgsmålet om blomster. I alle spørgsmål er der både genstanden og relationen, som skal varetages. Når Max igen og igen misser denne pointe og tror, at Lines ønsker kun handler om genstanden, at hun vil have blomster, bliver hun usikker på reglerne i parforholdet. Usikkerheden skubber til hendes mulighed for at vurdere, hvad der er sundt, og hvad der er usundt for hende i forholdet, og hun får ikke handlet på følelsen af at være skubbet til side. I stedet begynder hun at tage vare på sine egne behov og starter en vej væk fra Max og den relation, som hun ønsker med sin mand. Det giver hende ro og færre konflikter.

Og færre konflikter er vigtigt. Hvorfor, vil mange spørge, er hun så optaget at undgå at gøre Max irriteret? Det er hun, fordi hun ved, at hans irritation aldrig nogensinde er noget, de kan tale om. De kan aldrig tale om, at hvis de er uenige om en måde, hvorpå noget skal gøres, hvordan skal det så tackles? Autister har nemlig oftest svært ved at forholde sig til egen reaktionsmåde og er derfor ikke så ofte klar over, at det kan virke meningsfuldt for parforholdet at ændre den. De er mere optaget af genstanden for deres irritation og prøver naturligvis at minimere de hændelser, som kalder på deres irritation. Dette har Line gennem årene opdaget, så hun prøver ligeledes at minimere og lukke ned.   

Line elsker at bage kage. Hun elsker at udfordre sig selv ved at finde på nye smagssammensætninger og øge sin tekniske kunnen. Kan man sætte en hindbærmousse sammen med stikkelsbærmousse? Skal der tilføjes hakkede nødder til bundene, eller skal de drysses ud på toppen af kagen? Hun kunne tænke længe over nye mulige valg, og de konsekvenser hendes valg måtte have for det samlede smagsindtryk. Når så kagen var bagt, prøvede hun altid at vurdere kritisk, om noget kunne forberedes til en anden gang. Skulle moussen have været mere fast? Skulle det have været kokosbunde i stedet for kakaobunde? Kager var en spændende og kreativ verden, hvor der hele tiden dukkede nye indsigter og ideer op, jo længere hun gik ind i den.

I dag havde Line tænkt sig at prøve kræfter med en wienerbrødsdej for at udvide sit repertoire. Det var søndag, og de havde ikke rigtig nogen planer, så hvorfor ikke lave en kringle til eftermiddagshygge, tænkte Line. Normalt plejede hun at bage om søndagen, for så kunne hun tage resterne med ind på kontoret til deres mandagsmøde. Hendes kollegaer elskede, når der var ’mandagskage’ til mødet, og de forstod heldigvis, at hun bagte for at forfine sine teknikker og ikke for at prale eller noget andet. Hvis en kage ikke var helt perfekt, så var den alligevel altid velkommen som ’mandagskage,’ og alle spiste den med stor fornøjelse.

”Jeg tager lige i Netto efter noget smør og perlesukker,” sagde Line til Max. Han sad inde ved spisestuebordet og var ved at læse nyhederne på sin Ipad. Han så op og rynkede brynene og spurgte lidt aggressivt: ”Nå, skal du nu til at bage?” Line kunne fornemme utilfredsheden bag hans spørgsmål og straks var hun agtpågivende. ”Ja, jeg har tænkt mig at lave en wienerbrødsdej,” sagde hun og alle antenner var slået ud for at opfange, hvad Max var utilfreds med. Det gjaldt om, at hun hurtigt kunne korrigere og redde situationen, så det alligevel blev en hyggelig søndag. Hvad var han mon utilfreds med, tænkte hun, mens hun fandt sin frakke frem fra skabet. Da hun stak hovedet ind i spisestuen igen, var Max forsvundet ned i sin Ipad igen.

Line tog sine sko på, men var alligevel blevet en lille smule usikker på om hun mon bare skulle gå videre med sine planer. Hvorfor var Max utilfreds? Syntes han, at hun brugte for mange penge på at bage? Eller orkede han ikke, at hun stod i køkkenet hele dagen? Line stod i gangen og kunne ikke helt beslutte sig for, om hun skulle spørge Max, hvorfor han var utilfreds, eller om hun bare skulle gå i Netto som planlagt. Hun hadede den velkendte ondt i maven over usikkerheden, så hun valgte at vende tilbage til spisebordet. ”Øhmm, synes du det er dumt, at jeg laver en wienerbrødskringle?” Max så op på hende med ufokuserede øjne. ”Det må du da selv om,” svarede han, trak på skuldrene, som for at understøtte, at han var ligeglad og så ned i Ipaden igen.

Line stod lidt og prøvede at finde på et spørgsmål, hvor svaret kunne give hende vished og ro med planen. Men tankerne kunne ikke samle sig, og ingen spørgsmål virkede som noget Max ville svare på. ”Nåh, men så ok, så jeg går nu,” sagde hun og gik ud ad døren.

På vejen hen til Netto prøvede hun at ryste Max’s utilfredshed af sig ved at overveje de mulige grunde, han kunne have til at være utilfreds. Var hun irriterende, når hun var i køkkenet? Nej, så var hun jo netop beskæftiget, og han havde resten af lejligheden for sig selv. Var det dyrt at bage? Ja, men det vidste han jo ikke noget om, for hun fortalte aldrig, hvor mange penge hun brugte på det. Måske var det noget med hans arbejde? Hun vidste at hans afdeling for tiden var underlagt periodevis systemtjek, som forstyrrede deres arbejde. Så måske var det derfor, han var lidt kort for hovedet? Line besluttede sig for at parkere Max’s muthed i hjørnet med hans arbejde og lade sin dag blive god i selskab med en gang hyggelig bagning af wienerkringle! Men det ville nu have været rart, hvis Max også havde været glad.

Da Line kom hjem igen, gik hun i gang med at folde sin dej. Det var vildt vigtigt, at den blev foldet det nøjagtige antal gange, og at den hvilede perfekt mellem hver foldning. Dejen virkede lækker og samarbejdsvillig, så Line gik i gang med at lave fyld til kringlen, for den skulle nok blive god, kunne hun fornemme.

Max kom ud i køkkenet for at sætte kaffe over og så irriteret på alle de skåle og ingredienser, som stod på køkkenbordet. ”Jeg troede, at det var vigtigt at have orden på sagerne, når man bagte.” Max flyttede lidt på en af de snavsede og brugte skåle. ”Jeg tror ikke, at en professionel roder så meget. Måske skulle du se mere på din arbejdsproces, end på hvad du propper i kagerne? Det kan jo være, at det er din arbejdsgang, som er skyld i at kagerne ikke altid bliver helt rigtige?” Line scannede hurtigt køkkenet for at vurdere, om det var kaotisk eller blot et eksempel på arbejdsrod. Der var godt nok rodet lidt til, men hun var jo også lige i gang med at lave fyld og havde samtidig gjort klar til at rulle dejen ud. Hun syntes faktisk ikke, at det virkede kaotisk eller særlig rodet. Inden hun nåede at svare Max, var han gået ind i stuen igen med sin kaffe. Line trak på skuldrene og lod hans kommenterer flyve væk.

Men, helt ærligt! ”Måske er det derfor, at dine kager aldrig bliver helt rigtige?” Havde han lige sagt det? Line stoppede op og smagte lidt på den kommentar. Hvad pokker mente han med det? Hun gik ind i stuen til ham og sagde lidt højt: ”Jeg troede faktisk, at du godt kunne lide mine kager!”

Max vendte sig mod hende og så overrasket ud. ”Jamen, du da altid selv ret kritisk over dem. Så mangler der creme eller sukker. Eller også brokker du dig over, at der mangler fugtighed og hvad ved jeg. De er åbenbart aldrig, som de burde være.” Line rystede på hovedet ad hans svar. Ja, selvfølgelig var hun kritisk over for sine kager, for hun ville gerne prøve grænser af og udvikle sine evner. Men hun syntes faktisk, at hendes kritik af hendes kager kun var marginal. Det var sjældent, at hendes kager ikke var gode. ”Men du spiser dem jo altid, så helt dårlige kan de ikke være.” Line satte hænderne i siden og fortsatte, ”der er altså forskel på at kritisere dem og så være nysgerrig på, om der er noget, som kunne optimere dem. Det er jo ikke det samme.” Max vendte sig væk fra Line og svarede: ”Måske skulle du bare ikke bage, når du bliver i så dårligt humør af det.”

”Og måske skulle du ikke spise dem, når de åbenbart er SÅ dårlige!” Line så på Max’s baghoved og vidste, at nu var kontakten mellem dem slukket. Han ville ikke tale mere til hende resten af eftermiddagen, fordi hun havde været sur i tonen og svaret ham vredt igen. Hun tiskede højlydt over den barnlige og totalt uretfærdige situation, Max skabte og mumlede: ”Shit, hvor er du nedern!” og gik ud af stuen.

Ude i køkkenet satte hun sig ned på køkkengulvet med køkkenskabene i ryggen og lagde hovedet i hænderne. Åhh, hun ville sådan ønske, at hun havde en mand, som ville heppe på hende. En mand som gerne ville deltage i hendes projekter, bare fordi at han ville støtte hende i det, som hun syntes var sjovt. Hvorfor havde hun fundet sammen med Max, som altid var kritisk, og som aldrig ville hende det bedste. Og hvorfor helvede forlod hun ham ikke bare? Hvad var der galt med hende, siden hun fandt sig i ham?

Line græd stille for sig selv ned i hænderne ude af stand til at finde svar på de spørgsmål, som hun havde stillet sig selv igen og igen gennem de sidste måneder. Hun ville åbenbart ikke sig selv det særligt godt, siden hun blev hos Max. Det hele var så håbløst lige nu. HUN var så håbløs.

Lidt efter rejste hun sig og smed dej og al fyldet ud. Hun ryddede op efter sig og efterlod et pænt køkken, hvor kun kaffemaskinen stod og snorkede let. Stuen var tom, så Max var sikkert listet ind på sit arbejdsværelse for at undgå hende. Line satte sig i sofaen og tændte for DR og fandt ’Bagedysten’ frem og lod sig synke ind i den dramatiske konkurrence.

Lidt senere kom Max ind i stuen, på vej ud til køkkenet efter mere kaffe og spurgte forbavset, hvor hun havde gjort af kringlen. ”Den smed jeg ud,” svarede Line og trak på skuldrene. ”Nåh, alt det storhej for ingenting.” Svarede Max og gik ud i køkkenet. Han tog en kop kaffe og gik tilbage ind på sit arbejdsværelse og lukkede døren efter sig. Line så efter ham og håbede, at han ville blive kvalt i sin kaffe. Hun følte sig ubetydelig og ligegyldig. Tristheden over at være så usynlig og uden særlig værdi var svær at holde ud.

Det kan være svært for en autist at begribe, at man kan nyde og værdsætte en proces, for processens egen skyld. Line elsker at bage, men Max tror, at det handler om slutproduktet, – den gode kage. Og så længe Line kritiserer slutproduktet, er hun i Max’s hoved ikke kommet i mål. Line ved ikke, at Max faktisk ikke har noget at udsætte på hendes kager eller hendes fornøjelse ved at bage kager. Når Line med rynket pande og stor koncentration bøvler med at få en glace hældt perfekt over kagen eller at få placeret moussebomber i kagen, forstår Max godt, at hun gør sig umage. Så langt så godt. Men når Line i frustration bander ad sin kage eller mukker over sine manglende evner, forstår han det som en ’uønsket situation’ man ikke ønsker at sætte sig selv i igen. Når hun endelig får sat kagen på bordet, for derefter verbalt at pille den fra hinanden smagsmæssigt og udtryksmæssigt, opfatter Max det som at Line er utilfreds med det færdige resultat.

Lines kagebagning er i hans optik lig med; frustration, irritation, kritik og utilfredshed.

Line opfatter Max’s utilfredshed med processen som en kritik af hende og prøver at finde ud af, hvorfor han er så kritisk. Hun må gætte sig til genstanden for hans utilfredshed. Hun lytter til hans ord, som i hendes tolkning er, at der er mange elementer ved hendes kagebagning, som er forkerte, både processen og det færdige resultat. Det gør hende naturligvis ked af det. Men denne ked af det-hed lægger sig i et dybere lag hos hende, når den forvandles til en form for selvhad. Ved at efterlade tristheden og lade den transformere til selvhad, er dialogen kun med sig selv og dermed ikke længere med Max. Det skaber på kort sigt mere ro i hjemmet, men efterlader også Line i en tilstand, hvor hun begynder at opgive sig selv.

Da det var ved at blive eftermiddag, begyndte Line at spekulere på aftensmaden. De havde købt ind til Pasta Bolognese, for det var nemt at lave og noget, som de plejede at lave sammen i en hyggelig stemning. Aftenen var nemlig sat af til, at de skulle aftale destinationen for deres næste vandretur i Kr. Himmelfartsferien, og så var det hyggeligt at starte med at lave mad sammen.

Men stemningen var ret dårlig, så hvad nu? Line så hen på døren til arbejdsværelset, som stadig var lukket. Hun vidste, at hvis hun ingenting gjorde, ville Max sidde der hele aftenen og så komme trissende ud til middag og bare lade som ingenting. Så lige nu sad hun bare og blomstrede, og Max tænkte ikke et øjeblik på hende, eller at de jo skulle snakke om deres næste ferie. Åhh, pokker stå i det! Hun måtte jo igen være den, som fik åbnet diskussionen. Line rejste sig hurtigt og gik hen og åbnede døren ind til arbejdsværelset. Max sad ganske rigtigt og arbejdede med noget på computeren og havde tilsyneladende ingen tanke for Line. Han vendte sig kort mod hende og vendte så tilbage til skærmen.

”Der skal jo laves aftensmad,” sagde Line højt, som om Max var halvdøv.

”Jeg er ikke sulten, så jeg skal ikke have noget,” svarede Max kort.

”Vi havde aftalt, at vi skulle lave pasta og kødsovs, så det er helt ærligt tarveligt, hvis du pludselig ikke gider lave mad eller spise sammen med mig?” Line kunne høre, at der kom noget lidt klynkende ind i hendes stemme. Hun gik ind på arbejdsværelset og stillede sig ved siden af Max’s skrivebord, så hun kunne se hans ansigt. ”Hvis vi alligevel ikke skal spise sammen, så laver jeg altså ikke noget mad!”

Max svarede ikke, men sad bare og så ind i skærmen, tydeligt irriteret over, at hun nu stod inde på hans værelse.

”HALLO! Hører du hvad jeg siger? Og vi skulle jo snakke om turen i ferien!” Arghhh, Line kunne høre, at hun var lige ved at græde og hadede sig selv for at være så følelsesfuld.

Max var stadig tavs og fortsatte tilsyneladende sit arbejde.

Line kunne mærke vreden komme susende og erstattede den klynkende udgave af hende. Fuck, hvor var hun træt af, at det at tale med Max, var som at tale til en dør! ”Ved du hvad, du er sgu den mest idiotiske mand, jeg nogensinde har kendt. Her sidder du bare med dit pisse vigtige arbejde og så kan alle andre ellers rende og hoppe. Du er så skide ligeglad med, hvad der sker her i vores forhold. Hører du overhovedet, hvad jeg siger?”

Max virrede lidt med hovedet, som om han rystede på hovedet af hende. Line gik hen til ham og slog på hans skulder. ”HALLO” råbte hun ind i hans hoved, ”kan du høre mig?”

Max slukkede computeren, rejste sig og gik hurtigt ud i gangen og videre ud gennem hoveddøren. Line løb efter, åbnede hoveddøren og råbte efter ham ”Du er sådan en idiot!”

Max rystede på hovedet og gik bare videre.

Da Max kom hjem, sov han på sofaen. Line sov næsten ikke den nat, hun havde så mange tanker kørende rundt i hovedet. Hvad pokker gik der galt i deres forhold? Var hun for meget? Hvorfor kunne hun slet ikke tale med Max? Hun meldte sig syg på arbejdet næste morgen og brugte dagen på at ligge i sengen og tænke og græde.

Max var taget tidligt afsted på arbejde og kom ført hjem om eftermiddagen, hvor han virkede presset og kort for hovedet. Line satte sig ind i stuen med et krus te, mens han skiftede fra kontortøjet til afslapningstøj. Da han kom ind i stuen, spurgte hun til hans dag. ”Den var fin nok,” svarede han. Han gik ud i køkkenet og satte sin kaffe over og blev derude, mens den bryggede. Line sad inde i sofaen og ventede på, at han kom ind til hende. De havde jo brug for at få styr på det, som var sket i går. I løbet af dagen havde hun forberedt, hvad hun ville sige til ham, så de kunne finde hinanden igen. Hun ville ikke fortælle ham, at hun havde været hjemme fra arbejde, for måske blev han bare irriteret over det. Men hun ville forklare ham, at hun var blevet ked af det med kagen, og at det havde været barnligt af hende at smide dejen ud. Og så ville hun sige, at hun også godt vidste, at det havde været forkert af hende, at råbe ad ham, da hun ville have ham til at komme ud og lave aftensmad med hende. Hun havde bare stadig været lidt ked af det, og derfor havde hun lydt sur. Og så ville hun fortælle ham, at det altså var vigtigt, at de begyndte at tale sammen, når der var den slags konflikter. Det nyttede ikke noget, at de aldrig fik talt om det, for så ville de jo bare gentage konflikterne igen og igen.

Da Max kom ind med sin kaffe, satte han sig ned i stolen ved spisebordet og pustede på kaffen, mens han betragtede den koncentreret.

”Øhh, mht. i går vil jeg bare gerne sige undskyld,” begyndte Line helt stille.

Max så hen på hende og fik et varmt blik i øjnene, helt ligesom når han var glad for hende. Åh, hvor hun savnede, at han så på hende på den måde, og hun mærkede tårerne komme frem. Shit, hun var simpelthen så ked af det helt inde i sjælen. Max satte sig hen ved siden af hende og lagde armene om hende. ”Det er bare så tosset det hele. Jeg ved slet ikke, hvad der går af mig nogle gange. Jeg er bare så ked af det,” græd Line ind i Max’s bryst. Åh, hun elskede at mærke hans arme om sig og den rolige og varme følelse af hans bryst. Hun vidste, at så længe hun græd, ville hun kunne fastholde øjeblikket, så hun græd alle de tårer, hun kunne finde frem.

”Måske skulle vi købe pizza i aften og bare slappe lidt af med en film?” sagde Max lidt efter og tørrede Lines kinder med sin hånd. ”Hvis man er ked af det, hjælper det nogen gange at fokusere på noget andet. Og pizza fylder godt i maven.” Line trak hikstende vejret og faldt helt til ro. Hun kunne godt bruge en aften sammen med Max, hvor de bare hyggede sig sammen. Hellere det end en opslidende samtale om noget, som jo allerede var sket og overstået. Og pizza var af en eller anden grund altid Max’s trøstegave til hende.

”Åhh, det var en god ide,” sagde hun og pudsede sin næse. Max vidste slet ikke, at hun altid fik sådan en tung mave af pizza, og det var også lige meget lige nu, bare den gode stemning kom tilbage.

Det er svært for alle par at finde hinanden efter et skænderi. Men når den ene part er på autismespekteret, er det ofte endnu sværere, at finde hinanden igen. Det møde, som skal ske, er nemlig baseret på en god portion forståelse for hinandens reaktioner og behov og derpå en villighed til at sige pyt, så begge kan komme videre. Derfor er det faktisk svært at blive gode venner igen, alene. Derfor sidder Line efter kage-situationen og er tvivlrådig mht., hvordan hun og Max skal finde hinanden igen. Hendes invitation til at et møde mellem dem er at minde ham om aftensmad. På den måde håber hun på, at en klokke vil ringe hos ham, og at han husker deres aftale om en hyggelig aften. Det er en fremstrakt hånd i form af en forsigtig invitation, og Max griber den ikke. Det får et væld af vrede frem i Line, som muligvis hele tiden har ligget lige under overfladen hos hende. Det er muligvis en vrede over alle de andre gange, hvor hun har oplevet at have stået med en fremstrakt hånd, for så at blive mødt af en afvisning fra Max. Det er uendelig sårbart at række frem, da en afvisning i den situation både er en afvisning af personen og en afvisning af relationen. Så det opleves, som at der intet er at bygge videre på. Jeg vil hverken dig eller vores forhold, siger Max indirekte til Line, når han forbliver tavs.

Næste dag har Line nogle gode hjælpesætninger parat til den samtale, som skal hjælpe dem med at finde hinanden igen. Men da Max ser på hende med sine rare øjne, bliver længslen efter at blive set og anerkendt så stor, at hun begynder at græde. Når hun græder på den måde, hvor hun undskylder sig selv, er hun ufarlig for Max. Det ved hun instinktivt, og hun breder sin uduelighed lidt mere ud, så Max kan favne hende og give hende fysisk trøst. Når Max tilbyder pizza og film sammen med hende, opfatter Line hans imødekommenhed, og hun griber den taknemmeligt. Hun gør det nemt for Max at være omsorgsfuld ved at lade ham definere, hvilken slags trøst hun har brug for. Det er måske ikke den voksensnak, som hun egentlig havde set frem til, men det er bedre end et nyt skænderi.

Line har fået Max med til parterapi. Alle par, som bøvler med at blive gravide, har brug for at tale med en terapeut på et tidspunkt, havde hun fortalt ham. Hvis hun havde fortalt ham sandheden, at hun syntes, at de havde problemer med deres kommunikation og løsning af konflikter, så ville han have vendt om og gået hjem igen, var hun sikker på. Men nu var hun og Max på vej til den terapeut, som Line havde fundet frem til via nettet. Det var en erfaren terapeut, Kirsten, som både var ekspert i parproblematikker, traumer, familieudfordringer, angst, spiseforstyrrelser og PTSD mv. Så hun virkede ret erfaren og dygtig og kunne sikkert hjælpe dem. Line var sikker på, at både hun og Max ville have gavn af at tale sammen, mens en anden lyttede på og kunne hjælpe dem, når det blev svært.

”Kom indenfor og sæt jer ned.” Kirsten hilste hjerteligt på dem og viste dem ind i et større rum, hvor der var stillet 3 stole frem med et lille bord i midten. På bordet var der stillet en kande vand frem og nogle glas. Under den ene stol var der en æske kleenex, og der lå lidt papir på bordet foran, så det var nok ikke den, de skulle sætte sig i, tænkte Line. ”I kan bare sætter jer i stolene der.” Kirsten pegede på stolene, og Line og Max satte sig og rykkede lidt på kroppene, så de kunne falde til rette i stolene. Line smilede til Max, det skulle nok blive godt, nu hvor de kunne få hjælp til at tale sammen. Han var i sit kontortøj og så både alvorlig og meget pæn ud. Kisten satte sig i sin stol og smilede til dem. ”Ja, nu har vi jo så den næste halvanden time sammen. Det er jo på en måde jeres tid, og I har dagsordenen. Så hvis I starter med at lægge ud med, hvorfor I gerne vil have dette møde?” Line så hen på Max. Han trak næsten ubemærket på skuldrene som for at sige, at hun jo bare kunne starte med at lægge ud. De havde ikke rigtig talt om mødet inden, for det var jo netop det, at tale sammen, som var så svært, og så havde Line jo sagt, at det handlede om fertilitet og parforhold, så…

Men hun havde tænkt, at når de sad der hos terapeuten, så ville det hele sikkert gå med terapeutens hjælp.

”Altså, Max og jeg har jo kendt hinanden i snart 10 år, og vi har det faktisk rart på mange områder. Men vi har altså også nogle gange problemer med at snakke sammen… ik?” Line så hen på Max for at se, om han var med hende så langt. Max så alvorligt på hende. ”Så øhmm, altså det er faktisk svært, når vi har en konflikt. Altså vi får ikke rigtig løst den, for det ender altid med, at Max slet ikke siger noget, og så kommer jeg til at råbe ad ham.” Kirsten nikkede, som om hun vidste lige præcis, hvordan sådan en konflikt kunne være uforklarlig svære, så Line fortsatte med at fortælle. Hun prøvede at forklare, at det var svært for hende at finde ud af, hvordan hun kunne få Max til at tale med hende, og at hun godt vidste, at det ikke var smart, at hun blev så vred på ham. ”Men jeg bliver bare så rasende, når han sidder der og ikke vil tale med mig.” Line sluttede af med at se hen på Max, som nu sad helt udtryksløs og så lige ud i luften. Line fik fat i hans hånd og gav den et klem.

Der var en stilhed i rummet, og Line blev lidt nervøs for, om Kirsten mon havde forstået, hvad hun havde sagt, og om Max nu var blevet sur på hende. ”Altså, det er muligt, at det er mig, som er for utålmodig, for jeg kan slet ikke holde ud, når Max ikke vil tale med mig, for så er det, som om han forlader mig, eller i hvert fald tænker på det, og det gør mig bange, og så kommer jeg til at råbe ad ham.” Ordene væltede igen ud af munden på Line, og hun kunne høre, at hun bare gentog sig selv. Med en kraftanstrengelse fik hun stoppet sig selv og tav. Alt det hun havde planlagt at fortælle Kirsten om Max, om at han kritiserede hende, at han ikke ville løse konflikter, og at han bare forsvandt ligeså snart hun var det mindste sur på ham, kom slet ikke ud af hendes mund. I stedet kom hun til at lyde ynkelig og som en tosse, der slet ikke kunne styre sine følelser. Hun rystede på hovedet ad sig selv og følte den genkendelige opgivenhed over sig selv.

Kirsten smilede til hende, som om hun opmuntrede hende til at tale videre. Men Line kneb munden sammen.

Læs evt. mere i nogle af mine andre bøger om autismerelateret parforhold her

Få aktuelle nyheder om bøger og events, samt brugbare case-storys, som kan give dig nye muligheder i dit parforhold. Tilmeld dig mit nyhedsbrev