Forside / Blog / Autisme og parforhold / Hvorfor er det så svært, at forlade voksne med asperger i en kærlighedsrelation?

Autisme og parforhold

Hvorfor er det så svært, at forlade voksne med asperger i en kærlighedsrelation?

Skrevet af Marianne Merling, 13. august 2021

Hvorfor er det svært at forlade voksne med asperger? Hvorfor forlader Jette ikke bare sin mand?

Mange kvinder undrer sig over, at når regnskabet ikke går op, – når der er beviseligt er flere minusser end plusser, kan de alligevel ikke forlade deres mand. Men voksne asperger er ikke altid bare lige til at forlade. For de har et hjerte af guld og er ret søde… Kvinderne ved inderst inde, at hvis de ikke forlader deres mand, går de til grunde. Men… årene går og de forlader ham ikke.

Kvinderne tror ofte, at grunden til de bliver i forholdet, er et barndomstraume eller håbløst tilknytningsmønster. De bliver holdet fanget i den usunde relation, og de er magtesløse i det spind.

Autisme og parforhold har sine helt særlige dynamikker, som ofte får kvinden til at tvivle på sig selv

 

Sådan har Jette det også.

Hun har kendt Peter i snart 30 år. De har et dejligt hus i Hvidovre og deres to sønner er hver især godt i gang med en karriere. Livet har umiddelbart været godt med Jette. Hun har stor frihed, økonomisk har hun og Peter altid haft det godt og på arbejdet er hun vellidt.

Men Jette er slidt op inden i og hun ved, at hun er nødt til at flytte fra Peter, hvis hun skal gøre sig håb om, at blive glad igen og kunne leve et farverigt og dejligt liv. Men hun kan ikke finde energien til at få gjort noget ved sagen. Hun ved ikke, hvornår hun skal sige det til Peter og hvordan. Og hun kan mærke, hvordan frygten for, at hun aldrig slipper væk, brænder inden i hende. Hun tror, at det må være nogle mønstre fra hendes barndom, som er på spil, siden hun lader sig visne på den måde. Hvordan vil det ellers give mening, at hun ikke går fra Peter?

Hvad Jette endnu ikke ved er, at der er så meget andet, som kan spænde ben for en frigørelse. Når man er i forhold med en voksen asperger og har været gennem flere år, viser der sig nogle fællestræk, som er på spil og fastholder kvinden.

Kvinden bliver arbejdsløs. Efter at have brugt mange år på at sætte sin mand først, være på forkant for både ham, sige selv og familien, er det svært at kun skulle tage sig af sig selv. Det føles ikke umiddelbart som en lettelse for kvinden at skulle være alene, men mere som en tomhed med en snert af værdiløshed. Når hun gennem mange år er optrænet i at tænke for og være på forkant for sin mand og familien, er kriteriet for succes at mestre dette, så de er rolige og har en god hverdag. Derfor vil det tage tid, at programmere hjernen til at give slip på at tænke for sin mand og omstillingstiden kan føles ubekvem og unaturlig.

Kvinden frygter, at hendes mand ikke kan leve uden hendes særlige støtte. Han har jo levet godt med, at hun er ret god til at organisere, opmuntre, anerkende og skabe tydelig struktur. Selvfølgelig er han en voksen mand, men når hverdagen skal spille, er det nogle gange nemmere, selv at organisere og styre hjemmets opgaver. Især, fordi det kræver så meget ekstra tid og energi (og rummelighed) at lade sin mand komme med ind i kampen.

Så nu hvor der er gået rigtig mange år, har han på en måde fået frataget muligheden for at udvikle strategier og evner, til at varetage visse almindelige opgaver. Denne erkendelse rammer de fleste kvinder og de ser hvordan deres mand vil blive vældig udfordret, hvis de forlader ham. Hvad med hans relation til ungerne, hans egen familie, venner, det praktiske, at komme ud og få rørt sig osv.

Kvinden har ikke nogen fornemmelse af sig selv uden sin mand. Når der skal foretages større beslutninger trækker vi på vores evne til at fornemme hvilke følelser den fremtidige situation vil aktivere i os. Vil vi mærke glæde, træthed, jubel eller lykke? Vores hang til mavefornemmelse har gjort, at vi benytter vores evne til at fornemme fremtidige følelser i givne situationer, som et led i en beslutningsstrategi. Når man overvejer at gå fra sin mand, er det næsten en af de første aktiviteter man laver, når man har en stille stund. At mærke efter, hvordan det mon vil være at bo uden ham, at sove i sin egen lejligheden uden ham, at tage til arrangementer uden ham osv.

Og det skræmmende for mange kvinder er, at det har de slet ikke noget svar på. De graver og graver men kan ikke rigtig fornemme den lykke eller dybe glæde, som de rent mentalt ved, at de burde føle. Men de kan ikke føle den glæde, for de er ofte alt for lang væk fra deres autentiske jeg, til at kunne mærke sig selv på et reelt plan. Disse kvinder er efterhånden verdensmestre i at sige pyt til sig selv, skælde sig selv ud, hade sig selv, være triste over dem selv og foragte sig selv. Når et menneske i årevis tramper på sig selv, og sandsynligvis har en mand som også er kritisk, blegner de fleste sider i personen, for de bliver ikke brugt eller får ilt. Derfor kan kvinden ikke mærke glæde eller jubel, når hun tænker på sig selv uden sin mand.

Kvinden ved ikke længere, hvad hun egentlig vil. Mange kvinder har gennem årene udsultet sig selv åndeligt, mentalt, spirituelt og måske fysisk, så der ikke rigtig er så meget gods tilbage i dem. De kan ikke længere fornemme dem selv, uden den daglige opgave i at være der for sin mand.

Hvad er mon sjovt at lave for mig, hvad er jeg særlig god til, hvem er mine venner osv. er alle spørgsmål, som de ikke umiddelbart har svar på.

 

Derfor er det vældig svært for Jette at forlade sin mand.

Men gudskelov kan hun lave sig en strategi, så hun kan komme i gang med processen ved at tage højde for nogle af de sten på vejen, som hun ved nu, at hun vil mød

 

Læs mere om asperger og kærlighed

Brug for hjælp til strategi kontakt mig her

 

Få aktuelle nyheder om bøger og events, samt brugbare case-storys, som kan give dig nye muligheder i dit parforhold. Tilmeld dig mit nyhedsbrev